1790-1793 - i Kanalflåden

Den unge amerikaner og den barske flådekaptajn

Da den unge amerikaner Hugh Purdie ufrivilligt mødte kaptajn William Young ombord på fregatten HMS Crescent i den sydengelske flådehavn Torbay i sommeren 1790, kunne ingen af dem vide at deres kontrovers ville føre til indblanding fra De Forenede Staters præsident og udenrigsminister og i sidste ende være på nippet til at bringe staterne i krig med kolonimagten Storbritannien.

I starten af 1790 truede en tvist mellem Storbritannien og Spanien om Nootka-sundet på Nordamerikas østkyst med at starte en krig, og derfor blev den britiske kanalflåde under den erfarne Lord Howe gjort kampklar i løbet af maj måned – herunder fregatten Crescent, der havde ligget i reserve siden færdiggørelsen i 1785. Kaptajn William Young blev den første til at få kommandoen over skibet. Med en fødselsattest, der angav fødselsåret til 1751 og en flådekarriere han startede som 10-årig, var han allerede en moden flådeofficer med 13 års erfaring som kaptajn, herunder deltagelse i den amerikanske uafhængighedskrig. I modsætning til de fleste beholdt han kommandoen over et skib i de rolige 1780’ere.  I 1795 blev han udnævnt til admiral og havde en lang karriere i Royal Navy, inden han døde i 1821.

Sidst i august sejlede flåden afsted fra Torbay med kurs mod Ushant (Ile de’Ouessaint på fransk) ud for det vestligste Bretagne. Flåden opholdt sig i dette farvand nogle få ugers tid, inden den returnerede til England den 14. september – uden at opnå nogen form for konfrontation med den spanske flåde – Nootka-striden endte da også i en diplomatisk løsning – og Lord Howe kunne genoptage sin pensionisttilværelse.

For den unge amerikaner Hugh Purdie så situationen helt anerledes håbløs ud. Han skulle opleve at befinde sig på det forkerte sted på det helt forkerte tidspunkt. Her følger Purdies egen udlægning af sagen i uddrag:

Beediget skriftlig erklæring af Hugh Purdie 

1. oktober 1790

Jeg, Hugh Purdie, sværger højtideligt at følgende kendsgerninger er sande. Jeg blev født i byen Williamsburg i Virginia, jeg er 23 år gammel…………. Den 10. august 1789 fik jeg hyre ombord på skibet Russell. Skibet, der var under kaptajn Hollands kommando, ankom den 14. september til Portsmouth, hvor fra vi fortsatte til London.

I den næste del af erklæringen gjorde han rede for sin hyre på forskellige skibe, der sejlede mellem England og Amerika frem til 5. juni 1790, hvor han ankom til Foulstone i England ombord på Boyd. Her blev han taget af en af Royal Navy’s pressgangs, der havde til opgave at fange og hverve søfolk til flåden mod deres vilje. På trods af at han tydeligt ytrede modstand, endte han ombord på Crescent under William Young. En af de første dage ombord afleverede han et brev til kaptajnen med følgende omtrentlige ordlyd:

Sir, jeg er ked af at måtte meddele dem at jeg ikke kan være tilfreds med at befinde mig ombord på et skib under kongen. Jeg er hjemmehørende i Virginia og indtil for nylig havde jeg aldrig været i England. Jeg har ejendom i Virginia. Jeg risikerer at denne bliver konfiskeret, hvis jeg bliver involveret i krigshandlinger mod mit land eller venner af mit land….Lord Fincastle og ærede Alexander og John Murray, sønner af Jarl John af Dunmore og mine tidligere skolekammerater,  kan stå inde for for min fødselsdato og de kender til den post, som min fader indtog i Kongressen. Jeg håber De vil gøre mig den ære at give mig love til at henvende mig til Hr. Adams i bestræbelser på at skaffe mig fra borde. Jeg har den ære at være Deres ydmyge tjener.  Hugh Purdie.

I den efterfølgende periode henvendte Purdie sig til Young adskillige gange – uden at få noget svar. Samtidig skrev han flere breve til sine engelske og amerikanske bekendte, bl.a. John Browne Cutting for at få ham til at lave en skriftlig erklæring.

London

Jeg, Thomas Longman, Paternoster Row, City of London, sværger og erklærer herved at jeg har modtaget breve fra Alexander Purdie, indbygger i Williamsburg, Virginia, hvor jeg på tilstrækkelig vis er blevet informeret om at han har en søn, der er sømand, og ud fra de kendsgerninger, som har manifesteret sig for mig, er jeg ikke i tvivl om at Hugh Purdie, som har skrevet til mig, hvor han beskriver at være om bord på skibet Crescent i Torbay, er som påstået søn af Hr. Alexander Purdie og født som borger i Virginia.

Sværget i Guildhall, denne 5. august 1790.

                                                                                                                    Thomas Longman

 

Til de ærede excellencer i det britiske Admiralitets styrelse

Undertegnede John Browne Cutting ærklærer herved respektfuldt at undertegnede er indfødt og statsborger i Amerikas Forenede Stater og er blevet bedt af fire af hans medborgere om at være talsmand for at de vitterligt er sådanne samt at bede om at De vil give ordre til at fritage dem for tjeneste om bord på den britiske majestæts krigsskibe Edgar og Crescent.

Efter at undertegnede først havde forvisset sig om at Hugh Purdie, Thomas Henderson, Isaac Crapper og George Sheldrake vitterligt er amerikanere og ikke britiske søfolk, forelægger jeg hermed så sikre vidneudsagn, som det kan lade sig gøre, idet jeg ikke tvivler på at de vil blive dømt til at være tilstrækkeligt til at de er berettiget til at Deres Excellencer kan gribe ind, hvilket der hermed respektfuldt er nedlagt påstand om opfordret til på vegne af de nævnte fremmede, af deres landsmand, Deres Excellencers mest ydmyge tjener

                                                                                                                    John Browne Cutting

St. James’ Square, 10. august 1790.

 

På trods af at Purdie klart kunne dokumentere sin nationalitet, kom han mod sin vilje med på Crescent’s første togt, togtet i Kanalen, der returnerede til Spithead ved Portsmouth den 14. september. Næste morgen skrev Purdie atter til Cutting, og uvidende om at det var en kriminel handling at afsende breve uden at det gik via officererne, afleverede han brevet til en pramdrager. Dette blev dog opdaget og efter et kort mundhuggeri med kanonéren, slog denne Purdie i dørken. Efter at have sundet sig, henvendte Purdie sig til løjtnant Champaign, der hørte på Purdies og kanonérens version af sagen. Purdie fastholdt overfor kaptajn Young at han ikke mente han havde gjort forkert, og hvis man stadig mente at havde overtrådt loven, så måtte det afgøres ved en krigsret ombord på Crescent. Kaptajn Young svarede at jo mindre Purdie udtalte sig, jo bedre ville det være for ham. Herefter beordrede Young alle besætningsmedlemmer på dækket og at Purdie skulle have et dusin slag med den nihalede kat, idet han sagde til bådsmandens mat, der skulle udføre straffen, at han hellere måtte gøre sin pligt, for ikke at risikere samme behandling. Purdie bed smerten i sig og afviste i første omgang skibslægens behandling, men modtog de næste par dage skibslægens behandling med kølende salver – og ikke mindst døsende opiumsdråber.

Den 17. september meddelte Young lakonisk Purdie at han var fritaget for tjeneste efter ordre fra Admiralitetet og kort efter afleverede han dette certifikat:

Herved attesteres at Hugh Purdie, indfødt borger i Williamsburg, Virginia, blev fritaget for tjeneste fra Hans Majestæts Skib Crescent under min kommando, efter ordre fra Admiralitetet. Givet ombord på Crescent ved Spithead den 17. september 1790. William Young.

Purdie sluttede sin erklæring således:

Således blev jeg presset og tilbageholdt mod min vilje, på trods af beviserne for at jeg var udlænding, og tvunget til at gøre tjeneste som britisk sømand om bord på Crescent og, efter at kaptajn Young, takket være Cuttings og admiralitets anstrengelser, positivt havde en ordre til at fritage mig i egenskab af Amerikansk statsborger og indfødt, blev jeg på vanærende vis straffet på baggrund af de hæftige anklager fra kanonér Aylward uden dom ved en krigsret eller efter at høre min egen forklaring til ende.

Bortset fra at en skriftlig beretning var hvad der krævedes, når en kaptajn havde givet ordre til afstraffelse af et besætningsmedlem, så anede Kaptajn Young nok også, at behandlingen af Hugh Purdie kunne skaffe ham problemer, og han var derfor heller ikke sen til at udfærdige en skriftlig erklæring til Phiip Stephens, sekretær i Admiralitetet:

                                                                                                                                                

 

Den 19. september 1790

Dear Sir,

Jeg har lige modtaget Deres brev og er ked af at De haft besværet med at skrive til fordel for en mand, som fortjener det så lidt. Til søs gav Lord Howe ordre om at fritage Hugh Purdie for tjeneste, så snart vi var i havn i England. Vi kom til Spithead tirsdag aften og det var min hensigt at fritage ham næste morgen, men denne morgen opførte han sig så oprørsk overfor kanonéren at det var umuligt, uden at afgive al form for disciplin, at undgå afstraffelse af ham.  Han blev afstraffet øjeblikkeligt og fritaget den næste dag. Hans klager over at være blevet banket og mishandlet som amerikansk statsborger, er absolut falske. Jeg mener at kunne forsikre, at, bortset fra den dag han blev afstraffet, blev han ikke slået en eneste gang fra den dag han blev sendt om bord på Crescent og til han forlod hende; selvom jeg har erfaret at han generelt var respektløs og ulydig, og hvis officererne havde informeret mig om hans opførsel i stedet for upassende at skjule det, ville han sikkert være blevet straffet meget oftere end tilfældet var. Jeg er med højagtelse Deres trofaste, ydmyge tjener.                                             William Young

 

Hvis William Young troede at sagen dermed var lukket, tog han alvorligt fejl, men reaktionen kom ikke fra Admiralitetet, men fra den anden side af Atlanten. Det var den amerikanske statsborger, John Browne Cutting, der i løbet af sommeren 1790 informerede den amerikanske regering om Storbritanniens behandling af amerikanske sømænd. Disse meddelelser nåede via embedsmænd hurtigt frem til Thomas Jefferson, de Foreneste Staters første udenrigsminister og senere præsident (1801-1809). Jefferson og Cutting kendte i øvrigt hinanden fra begges tidligere ophold i Frankrig. Meget tyder på at Jefferson og den unge Hugh Purdie også har kendt hinanden, idet Jefferson var nær bekendt af Purdies far, Alexander Purdie som var postmester, boghandler og trykte avisen Virginia Gazette.

At sagen om Purdie ikke var en enlig svale, er tydeligt af de to følgende breve fra Jefferson til De Forenede Staters konsul i London, Joshua Johnson. Ud over at de amerikanske sømænd var udsat for en hårdhændet behandling, var det også en voldsom provokation mod den nye amerikanske stat, som var født af protest mod den britiske kolonipolitik og den efterfølgende uafhængighedskrig.

Philadelphia, 17. December 1790

Selvom jeg ikke er klar over, hvorvidt De har modtaget mit brev angående Deres mission som USA’s konsul i London, men dog ved at skibet, som det blev sendt på, er ankommet, tager jeg det for givet at brevet og opgaven er kommet i sikre hænder og at De er blevet sat til at udføre opgaven med at undsætte vores sømænd, imod hvilke der er begået utallige voldelige handlinger i England, af press-gangs der påstår at disse er britiske statsborgere, ikke kun uden beviser, men også mod beviser.  Hvilke foranstaltninger der skal træffes for vore sømænd mens de er i britisk havn, for at opfylde reglerne for gæstfrihed i forhold til disse personers sikkerhed, regler som den britiske nation sikkert ikke vil benægte, mangler at blive afklaret. Imidlertid er der i en af disse sager begået så overlagt og skamløs krænkelse fra en britisk officer mod en af vore borgeres person, at det kræver at blive forelagt dennes regering med venlig og bestemt forventning om oprejsning for krænkelsen for at borgere fra USA, der ankommer til havnene i Storbritannien i fremtiden vil være beskyttet af lovene om gæstfrihed, der er gældende nationerne imellem.

Det er blevet forelagt præsidenten for de Forenede Stater at en borger ved navn Hugh Purdie, Virginia, i juli sidste måned blev pågrebet af en gruppe mænd, der kaldte dem selv ”pressofficers” og foregav at have autorisation fra regeringen til at foretage dette på trods af dennes erklæring og bevis for at være indfødt borger i de Forenede Stater, og at han blev overført til Crescent, et britisk krigsskib under kaptajn Youngs kommando.  Jeg går let hen over de umiddelbare voldshandlinger, der blev udført mod ham og som ikke er specielt for denne sag (mange andre amerikanske borgere har været udsat for det samme), og går videre til det, som adskiller denne.  Tilstrækkeligt bevis er blevet fremført af Hr. John Brown Cutting, statsborger i de Forenede Stater, overfor deres excellencer i Admiralitetet, at Hugh Purdie er indfødt i de samme stater, hvorpå de, i henhold til retssystemet, udstedte orde til Lord Howe, deres admiral, om at udstede fritagelsen. Imellemtiden var Lord Howe afsejlet med flåden, som Crescent var en del af. Men den 27. august skriver han til Admiralitetet at han har modtaget ordren og at han følgelig havde givet den videre. Uagtet ordren, som Young erkender at have modtaget til søs og uagtet at Young vedkender sit kendskab til Hugh Purdies amerikanske statsborgerskab, hvoraf resultatet er at denne bliver bragt om bord på Crescent og tilbageholdt der i lang tid, var en ukorrekt handling, som krævede en forsonende handlemåde og opmærksomhed frem for nye injurier fra hans side overfor ofret, i stedet for at fritage ham i henhold til de ordrer, han havde modtaget ved hans ankomst i havn, hvilket var den 14. september, lagde han ham i håndjern adskillige timer den 15., hvorefter han fik ham bundet og pint foran den øvrige besætning med trusler mod den, der udførte ordren, om at han kunne indtage ofrets plads, hvis ikke han ikke gjorde sin pligt. Omsider fritog han ham for tjeneste den 17. uden at tildele ham midler til at leve for for en eneste dag. For at fastslå disse kendsgerninger vedlægger jeg kopier af papirer, som jeg har modtaget fra Mr. Cutting, som fremlagde Purdies sag for admiralitets bestyrelse, og som kan bevidne disse personligt. Navnlig kan han verificere brevet fra kaptajn Young, hvis det skulle blive nødvendigt at fremvise et originalpapir, der verificerer ordren fra hans majestæts ministre: og dette brev er så væsentligt at det overgår andre vidneudsagn, idet det tilstår at der er givet ordre til at fritage Purdie og på trods af dette blev han pisket og at det var umuligt, uden at opgive al form for disciplin, at undgå at piske en fri, amerikansk statsborger. Vi har en sådan tiltro til den britiske regerings retfærdighedssans og i deres venlige syn på disse stater, i begge landes ære og gode indbyrdes forståelse, dog kompromitteret af denne officers handling, at vi ikke tvivler på at de har passende opmærksomhed rettet mod ham, at de vil ydre ofret erstatning, og endelig vil sørge for en venlig forsikring overfor Staterne at effektive foranstaltninger vil blive gjort i fremtiden for at beskytte disses borger under ophold i britiske havne.

Efter udtrykkelig ordre fra de Forenede Staters præsident skal De fremføre denne sag samt vores holdning hertil overfor den britiske majestæts udenrigsminister og gøre kraftigt gældende, hvilke motiver, det fremmaner, og derpå meddele mig resultatet. Jeg har æren af at være Deres lydigste og mest ydmyge tjener.

 

                                                                                                                    Thomas Jefferson

Philadelphia, 23. december 1790

Ærede Herre

Vore sømænds fortrædeligheder og deres lidelser påført af Englands “press-gangs” er nu blevet så alvorlige, at vor regering er nødsaget til at tage dette alvorligt. Vi har udvalgt den sag, hvor fornærmelsen mod de Forenede Stater har været mest utilsløret, mest velovervejet og overlagt, og hvor beviset er fuldkomment. Vedlagt er et brev til Dem, som er skrevet med den antagelse at De viser originalen til the hertugen af Leeds og giver ham en kopi af det, som noget De gør på eget initiativ og ikke ud fra en officel instruktion. De bedes følge denne sag så tæt som anstændigheden tillader, idet de ved alle lejligheder udtrykker Dem i bestemte men respektfulde vendinger. Vi mener at det er afgørende at sagen om kaptajn Young bliver et eksempel for andre.

De vedlagte breve er meget vigtige. De bedes transportere dem med så store sikkerhedsforanstaltninger som muligt. Med højagtelse er jeg, ærede Herre, deres lydigste og mest ydmyge tjener,

Thomas Jefferson

 

Af Jeffersons breve fremgår det at præsident George Washington var informeret om Purdie-sagen og at Jefferson øjensynligt har drøftet sagen med ham, siden den kom til deres kendskab. Det er også tydeligt at Jefferson om end indpakket i diplomatsprog antyder at De Forenede Stater ikke vil afholde sig fra at bruge militære midler. Jefferson havde nogle dage forinden haft et brevet klar, men han har formodentlig haft brug for at vende ordlyden med præsidenten, inden det blev sendt med Samuel Johnson til England.

Jeffersons arkiv indeholder ikke flere dokumenter om Purdies rolle i sagen, men selve problemet med tvangsudskrivning var i mange år fremover kilde til kontroverser mellem kolonimagten og de unge amerikanske stater. Storbritannien fortsatte tvangsudskrivningen af tusindvis af amerikanere under Napoleonskrigene, og dette var en af de vigtigste årsager til krigen mellem de to lande i 1812. Tvangsudskrivningen stoppede således først med slutningen af Napoleonskrigene i 1814.