Klipperne "The Needles", Isle of Wight,

Beskøjt med maddiker

Guernseys vestkyst

Fæstningen ved St. Malo

Bretons kikkert på museet på Guernsey

1793-1796 - i Kanalflåden

Den franske trussel

Efter at Frankrig i februar 1793 erklærede Storbritannien krig, var den engelske flådes fokus fortrinsvis på muligheden for fransk invasion på Kanaløerne og senere også en egentlig invasion i England. I krigens første måneder angreb og erobrede franske flådefartøjer desuden engelske handelsskibe i Kanalen og Biskayen.

Med urolighederne i Frankrig i sommeren 1792, der førte til at Ludvig den 16. blev afsat i august, havde Royal Navy som resten af Storbritannien fornemmet, hvor det bar hen og var begyndt at klargøre skibe som lå i reserve. Crescent lå efter den korte aktion i 1790 stille, indtil den blev klargjort i januar 1793, hvor James Saumarez blev den næste kaptajn, der fik kommandoen over skibet – han skulle blive den mest berømte af Crescent's kaptajner.

 James Saumarez blev født i 1757 i en aristokratisk familie på kanaløen Guernsey – en familie, hvis aner kendes helt tilbage til normannertiden. Som 13 årig førte han i 1770 familiens tradition videre ved at starte som kadet på Montreal i Middelhavsflåden. Han blev udnævnt til løjtnant i 1778, mens han tjente om bord på Victory, daværende viceadmiral Hyde Parker’s flagskib. I 1781 fik han for første gang kommandoen over et af flådens skibe. I 1782 under den amerikanske uafhængighedskrig, hvor han havde kommandoen over  Russell, bidrog han til admiral Rodney’s sejr over en fransk flådestyrke under et slag i Vestindien. Saumarez viste for første gang initiativ ved at sejle sit skib ud af linjen af egne skibe for at erobre den franske admirals flagskib, Ville De Paris. Da krigen sluttede i 1783, indtrådte en lang, fredelig periode, hvor Saumarez var i land. I 1787 var der atter optræk til uro og han blev udnævnt af Lord Howe til kaptajn på fregatten Ambuscade, men den nåede ikke at blive rigget til, før roen atter sænkede sig og fregatten blev afmønstret, og Crescent blev det næste skib, som han fik kommandoen over – og som kom ud at sejle. Med sit bryllup med Martha Le Marchant i 1788, giftede han sig ind i en fornem familie.

James Saumarez blev officielt udnævnt til Crescent’s kaptajn den 24. januar 1793, men ud fra diverse korrespondance afsløres at han i ugerne forinden var i gang med at skaffe sig officerer og besætning til skibet.

Admiral Hoods brev til løjtnant Peter Rye:

Admiralitetet, den 14. januar 1793

Kære hr. Rye,

De kan ikke foretage Dem noget bedre end at acceptere kaptajn Saumarez’ tilbud om at blive udnævnt til løjtnant på Crescent.

                                                                                                                    Ærbødigst

                                                             Hood

 

Peter Rye var allerede en erfaren flådeofficer, da han tog imod James Saumarez’ tilbud. Rye blev født ca. 1765 som søn af en læge. Han startede i flåden 1778 og var i tjeneste på forskellige skibe, 1790-1791 var han ombord på Victory, som blandt andre steder bragte ham til Amerika og Vestindien.  I 1791 blev han udnævnt til løjtnant og var med til at sejle straffefanger til Sydney i Australien. Han fortsatte en lang karriere i Royal Navy og endte som admiral. Samtidig med karrieren i flåden var han en dygtig illustrator og fik udgivet adskillige af sine skitser og tegninger af planter og dyr, bl.a. fra rejserne til Australien. Han døde i 1851 i sine midtfirsere.

Den 28. januar 1793 gik Saumarez ombord på Crescent og hejste sin vimpel i masten, som tegn på at han nu havde kommandoen over skibet. Denne dag modtog han også beskeden om at han var under Sir Hyde Parkers kommando.  1. februar bragte et skib sømænd fra Guernsey, der havde meldt sig frivilligt under Saumarez’s kommando – et par dage senere ankom frivillige fra Plymouth. I løbet af to uger var Crescent fuldt bemandet, noget der ellers kunne være vanskeligt at opnå i en periode, hvor efterspørgslen på erfarent mandskab var stor i Royal Navy. Alt dette tyder på Saumarez har hørt til blandt de mere populære kaptajner. Om sin egen lederstil skrev senere han i et brev til Lady Saumarez (18. juni 1800):

Jeg nyder stor tilfredsstillelse ved at have en meget rolig og velvilligt stemt besætning som er lovlydig, og jeg bilder mig ind at jeg er regulær uden at virke hård eller rigoristisk”.

Sammen med de andre kaptajner modtog han denne ordre fra chefen for kanalflåden:

”Til Kaptajn Saumarez,

Vi har modtaget efterretninger om at den franske nationalforsamling i Paris har erklæret krig mod Storbritannien og Holland. De er herved, under udførelse af Kongens ønsker, efter ordre fra Admiralitetets højvelbårne Henry Dundas, en af hans majestæts ministre, påbudt og beordret til at erobre eller ødelægge alle skibe under fransk flag, som De skulle træffe.

Givet under min hånd, om bord på HMS Victor”, denne 10. februar 1793.

Af Sir Hyde Parker”.

 

Saumarez kunne melde Crescent klar til sejlads den 1. marts og i foråret 1793 ledede han flere troppekonvojer til Kanaløerne, hvor englænderne frygtede at en fransk invasion var nært forestående. Sommeren tilbragtes i Kanalen og Biscayen, hvor opgaven var at beskytte engelske handelsskibe.  I slutningen af august fik Saumarez ordre om at lede fregatterne Concorde og Thames på sejlads ud for Scilly-øerne vest for Kanalen, hvor de skulle afvente ankomsten af en handelskonvoj på vej fra Vestindien. Ved mødet med konvojen skulle dele af denne konvojeres til Irland og resten skulle til havne på den engelske kanalkyst. Inden fregatterne var nået ud til det forventede mødested, var konvojen kommet sikkert i havn. Uvidende herom fortsatte fregatterne  deres forgæves søge, og oven i dette sejlede de ind i en brandstorm, hvor Crescent fik alvorlige skader på storråen og storemærsen. For første gang siden 1785 kom Crescent i dok, hvor masterne blev repareret, og ikke mindst fik skroget renset for rurer og andet ”utøj”; denne udbedring skulle komme Saumarez og besætningen til gavn på det næste togt.

 

Crescent’s træfning med La Reunion

Med Crescent i dok blev 100 mand fra besætningen udlånt til Vanguard. Da Crescent atter var klar til sejlads den 10. oktober, manglede Saumarez endnu 7 mand for at have fuldtallig besætning, men hans anmodning om at gøre besætningen fuldtallig blev ikke efterkommet af Admiralitetet, der beordrede ham til at være klar til afsejling med kort varsel. Den 18. oktober modtog han den skriftlige ordre:

Fra Admiralitets kommissærer

De befales hermed til øjeblikkeligt at føre skibet under Deres kommando til øerne Guernsey og Jersey, hvor De, så snart De har leveret postpakkerne, som De hermed modtager, til de ledende officerer under Hans Majestæts tropper på pågældende øer, begiver Dem med skibet til ud for St. Malo og yder Deres bedste for at skaffe så megen information om fjendens styrker, som forholdene tillader.

Når De har gjort dette, skal de returnere med skibet så hurtigt som muligt, afvente nye ordrer og aflægge beretning om hændelserne til os via sekretæren gennem ekspres-tjenesten.

                                                          Givet under vore hænder, den 18. oktober 1793

                                                               A. Gardner     J. Smyte    P. Affleck

 

I adskillige dage op til den 19. oktober var det blev rapporteret at en fransk fregat jævnligt sejlede ud af Cherbourg havn ved nattetide for at returnere næste morgen med den ene prise (erobret skib) efter den anden. Ydermere var der efterretninger om at en franskmændene forberedte en invasion af Jersey, så Saumarez gjorde alt hvad han kunne for at nå så hurtigt frem som muligt. Kort efter daggry den 20. oktober mødtes de to fregatter ud for Kap Barfleur øst for Cherbourg, hvor den franske La Reunion havde forladt havnen forinden. La Reunions kaptajn kunne se at vinden var med Crescent og forsøgte derfor at flygte eller sejle tilbage til Cherbourg. Crescent var efter turen i dok et langt hurtigere skib (belægningen af rurer og tang var fjernet) og kunne derfor afskære La Reunion vejen.

Efter at have sejlet side om side med den franske fregat og hvor de to skibe skød løs på hinanden med kanonerne, besluttede Saumarez at foretage en kovending, hvorved han pludselig havde fordel ved at kunne beskyde Reunion med en bredside uden at den franske fregat kunne gøre sønderlig modstand.

I det følgende skildres træfningen gennem Saumarez’ brev til Admiralitetet:

””Crescent”, ud for Cherbourg, 20. oktober 1793.

Til hr. Philip Stephens, Admiralitetet

 

Sir, Jeg har den ære at informere Admiralitetet om at jeg denne morgen ud for Cape Barfleur i ”HMS Crescent”, under min kommando, faldt i træfning med en fransk fregat, som, efter en nærkamp i to timer og ti minutter, strøg flaget til fordel for Majestætens farver; hun viste sig at være La Reunion, bestykket med 36 kanoner og bemandet med tre hundrede og tyve mand.

Jeg har den store lykke at kunne informere Deres Excellencer om at hun blev erobret uden at vi mistede en eneste mand, selvom hendes eget tab var umådeligt stort, idet de tilfangetagne informerede mig om at et hundrede og tyve var blevet dræbt.

Jeg tillader mig at udtrykke stor billigelse til officererne og besætningen på Crescent for deres koldsindige og rolige opførsel under aktionen – og jeg benytter lejligheden til at give Deres Excellencer mine anbefalinger til de tre løjtnanter, Parker, Otter og Rye; deres handlemåde ydede mig stor tilfredsstillelse.

Jeg har æren af, med den største respekt, at være Deres ydmyge tjener.

                                                                                                                    Ærbødigst James Saumarez"

Tabene på La Reunion var usædvanligt store – der er dog usikkerhed om det reelle antal. Under andre lignende træfninger ville det underlegne skib normalt overgive sig inden tabet nåede omfanget som på La Reunion. James Saumarez lagde ansvaret på den franske kaptajn, som efter Saumarez’ mening burde have indset nederlaget og dermed overgivet sig lang tid før det skete.  Omvendt blev Saumarez i tiden efter aktionen rost for med sin manøvre at skåne Crescent og besætningen for yderligere overlast – to blev såret, den ene brækkede benet og den anden, løjtnanten Peter Rye, slog sit hoved. Crescent havde store skader på den ene mast og i sejl og rigning, men nåede Portsmouth den 23. oktober. Fregatten Circe, der nåede frem kort før at den franske kaptajn overgav sig, sørgede for at posten fra Admiralitetet blev afleveret på Kanaløerne.

Træfningen blev en af de første succeser for den engelske flåde siden krigens start og Saumarez nød stor anerkendelse såvel i flåden som i politiske og folkelige kredse. Således blev erobringen omtalt ved åbningen af Underhuset som ”et fremragende eksempel på vore flådeofficerers overlegenhed i talent og færdigheder”. Den franske flåde led tydeligvis under at et stort antal officerer havde mistet livet i forbindelse med revolutionen. Desuden blev Saumarez modtaget som helt på Kanaløerne, hvor befolkningerne anså ham for at være deres redningsmand. Virakken kulminerede sidst i oktober, hvor Kong Georg den 3. slog ham til ridder. Triumfen var dog ikke større end at Saumarez senere modtog en regning af en hr. Cooke på 103£ (hvilket svarer til 9.700£ i 2011). I senere korrespondance med sin bror skrev han at fandt det hårdt at skulle betale så meget for noget, han virkelig havde fortjent. Der var dog også en økonomisk gevinst ved erobring af fjendens skibe af La Reunion’s størrelse.

 

Notits i London Gazette, 4. februar 1794

                                                                                                                                                 London, 1. Februar 1794

Officerer og besætningen på HMS Crescent under Sir James Saumarez, kommandør, og alle andre personer forbundet med erobringen af den franske fregat, La Reunion, den 20. oktober 1793, gøres hermed opmærksomme på at et regnskab for salget af nævnte prise vil være anbragt i registreringskontoret under Admiralitetets højesteret, jævnfør Parlamentets lov.

                                                                                       Paul Le Mesurier, James Primrose, agenter

Agenterne satte værdien af Reunion til 5.318£, og da agenterne havde fået deres andel på 79£, var der 5.239£ (svarende til 479.400£ i 2011) til deling mellem besætningerne på Crescent og Circe. Prisepengene blev normalt udregnet i ottendedele med følgende fordeling (frem til 1808):

1/8 til overordnet officer, i flådestyrke eller Admiralitetet

2/8 kaptajnen

3/8 øvrige officerer

2/8 resterende besætning

 

Den store flugt

Vinteren 1793-94 tilbragte Crescent ved den franske kanalkyst i admiral M’Bride’s eskadre, der assisterede de franske royalister i deres forsøg på at få fodfæste på Bretagne-kysten for på længere sigt at tilbageerobre magten. I løbet af foråret kom der løbende efterretninger om en forestående fransk invasion af Kanaløerne og i korrespondance med sine brødre gav Saumarez udtryk for sin frygt for at de britiske styrker på øerne var for få til sikker beskyttelse. I forsommeren modtog han denne ordre fra McBride:

”Givet under min hånd, om bord på HMS Echo 6. juni 1794

”De beordres hermed til under Deres kommando med hans majestæts skibe og småskibe først at begive Dem til Guernsey og Jersey og derefter tilstræbe at skaffe oplysninger om fjendens flådestyrker i Cancalle-bugten og St. Malo og derpå returnere til Cawsand Bugt, idet De efterlader kutteren Prestwood med kaptajn Ball fra HMS Fury”.

                                              Admiral McBride

 

Allerede den 8. juni indtraf en hændelse som yderligere bidrog til Saumarez’ berømmelse og ikke mindst popularitet blandt Guernseys befolkning. Ud for Guernseys nordkyst traf den britiske eskadron på en fransk flådestyrke.

Saumarez erkendte hurtigt den franske overmagt og besluttede at tage flugten for at undgå tab. Han kunne se at Eurydice var dårligere sejlende end de to andre skibe og signalerede derfor til denne om at søge ind mod Guernseys kyst. Senere beordrede han Druid til at gøre det samme og tiltrak dermed al opmærksomhed fra de franske skibe om Crescent.    Dermed syntes det uundgåeligt at Crescent ville falde i franske hænder. Saumarez havde imidlertid en plan, der kun kunne gennemføres på grund af hans egen og navigatøren Bretons indgående kendskab til netop denne kyststrækning. Saumarez gav Breton ordre til at føre skibet igennem en passage med farlige skær på begge sider, en manøvre som aldrig før var foretaget af et skib af denne størrelse. Franskmændene, der nok havde indstillet sig på en erobring af anseelig størrelse, beskød Crescent uden at træffe den og holdt inde, da et kystbatteri besvarede beskydningen.  En ordveksling mellem Saumarez og Jean Breton har været med til at gøre denne træfning udødelig. Da Saumarez spurgte Breton om han var sikker på om de kunne komme igennem passagen, svarede Breton idet han pegede, ”Ay Sir, for der ser De Deres hus og der er mit!” Det skal med at myten siger at Saumarez havde lært at sejle af netop Jean Breton. I dag er Bretons kikkert udstillet på det maritime museum i Guernseys hovedby St. Peter Port’s gamle fæstning, som var en del af øens forsvar mod fransk invasion – i øvrigt sammen med den medalje, Breton modtog efter træfningen. Og historien var sikkert grundlag for at Breton kunne få skænket et glas øl på den lokale pub i årene fremover. Midt i sin egen triumf glemte Saumarez ikke at fremhæve Breton og arbejdede for at hjælpe ham og hans store familie økonomisk.

På trods af fregatkaptajnernes gode udsigter til prisepenge ønskede Saumarez brændende at få kommandoen over et større skib. I slutningen af 1794 kom Crescent i dok, blandt andet for at få fornyet kobberforhudningen, der stammede helt fra 1784. Saumarez benyttede sin orlov til at være sammen med familien, men også at skrive flere ansøgninger til admiralitetet om at få kommandoen over et linjeskib. Linjeskibe havde to eller tre kanondæk, og de var udstyret med 50 til 130 kanoner. Saumarez var trods sin berømmelse godt klar over at han som andre kaptajner, der ikke var født ind i højadelen og derfor ikke havde mulighed for at udnytte den slags forbindelser til at pleje egne interesser, hele tiden måtte gøre opmærksom på sig selv, hvis han skulle have en chance for forfremmelse.

 

Saumarez’ brev til Jarlen af Spencer:

”Crescent, Spithead, 1. marts 1795

Ærede Earl Spencer

Jeg tillader mig hermed at minde Deres Excellence om min ansøgning om at få kommandoen over et linjeskib; og da Orient snart vil blive ledig, ville jeg blive taknemmelig om Deres Excellence ville være så venlig at give mig kommandoen over hende, og samtidig tillade mig at overføre mine officerer og besætning.

Deres Excellences mest lydige og ydmyge tjener

                                                                                       James Saumarez”

 

 I starten af marts 1795 efterkom admiralitetet Saumarez’ ønske og fik han tildelt kommandoen over Orion (74 kanoner). I takkebrevet bad Saumarez om lov til at overføre officerer og andre besætningsmedlemmer fra Crescent til Orion. Dette ønske blev også efterkommet. Løjtnant Peter Rye forlod også Crescent til fordel for Orion

 

Edward Hopping, sømand nummer 230 og hans hustru Ann Perriam

Blandt de andre besætningsmedlemmer, der blev overført til Orion, var Edward Hopping. Han var 25 år, da han var blandt de folk, der blev hyret i Exmouth som besætningsmedlemmer til Crescent. Her havde han nummer 230.  Han havde rang af Able Seamen, det vil sige sømand med mindst to års erfaring til havs. I marts 1794 blev han forfremmet til second gunner, andenkanonér. Den engelske slægtsforsker David Calvert antyder at Hopping var presset om bord på Crescent – Hopping er nemlig ikke anført på lister over de folk, der havde modtaget deres retmæssige del af prisepengene. I lange periode under Napoleonskrigene havde flåden store problemer med at skaffe folk nok til skibenes besætninger. De hyrede hørte ikke til flåden, men til det enkelte skib, og kaptajnerne havde selv ansvaret for at skaffe mandskab til deres skibe og kunne normalt overføre hele besætninger fra det ene skib til det andet.. Både i hjemhavnene og ude i kolonierne ledte løjtnanter såkaldte ”pressgangs”, der sørgede for at finde og bringe søfolk ombord – i perioder måtte man endda ty til at få folk ombord, som ikke havde erfaring med livet til søs overhovedet.

Om bord på Orion fik Edward Hopping nummer 1147, han havde atter rang af able seaman, og nu var han registreret som ”volunteer”, frivillig, hvilket betød at han ville få udbetalt eventuelle prisepenge, et beløb på £5. På den private front blev Hopping gift med Ann Letton i maj 1788, en person, hvis usædvanlige livshistorie tåler sammenligning med såvel Saumarez’ som Ryes. Ann Letton, der var født i april 1768, fik et langt og begivenhedsrigt liv, som blev beskrevet i en nekrolog i avisen ” The Penny Illustrated Paper”, 11. februar 1865:


”Dødsfald: Mrs, Anne Perriam

Flådens heltinde fra Exmouth

Der kan kun være ganske få tilskuere og endnu færre aktive tilbage fra de begivenheder, som afdøde Mrs. Ann Perriam, hvis portræt vi trykker denne uge, tog aktiv del i. Hun døde i en alder af 95, blev en gift kvinde i 1795, et årstal, hvor nogle af oldeforældrene blandt os først så dagens lys. På dette tidspunkt var hendes første ægtemand Edward Hopping i tjeneste om bord på HMS Crescent under kaptajn Sir James Saumarez’ kommando. Da skibet søgte ind til Plymouth for at blive repareret efter et langt togt ved den franske kyst, kom hun om bord for at hilse på sin mand og fik på hans forespørgsel lov til at komme til søs sammen med ham. På den tid fik kvinder af god karakter lov til at sejle sammen med deres mænd. Ved Sir James Saumarez’ overførsel til Orion, fulgte Hopping og hans kone med. Mrs. Perriam gjorde herefter tjeneste på dette skib i fem år og i denne periode var hun foruden mange mindre kamphandlinger vidne til og tog del i følgende større søslag: Ved L’Orient den 23. juni 1795, udfor Kap St. Vincent den 14. februar 1797, og ved det ærefulde slag ved Nilen, vundet af Nelson den 1. august 1798. Mrs. Perriams opgave i kamp var blandt kanonérne og magasin-mændene, hvor hun arbejdede med at klargøre flannel-hylstrene med krudt til de store kanoner. Hendes erindringer om sin egen andel i de store begivenheder var meget levende og i den fremskredne alder af 95 kunne veteran-heltinden med stor stolthed og indleven genkalde hændelser i de hårde sejre, hvor hun snarere udviste mands- end kvindemod. Det bør nævnes at hendes bror kæmpede på det samme skib sammen med 12 andre unge mænd fra hendes fødeby, Exmouth - de havde meldt sig frivilligt til tjeneste under Sir James Saumarez, og af hvilke en døde som admiral. Efter tabet af hendes anden ægtemand, forsørgede Ann Perriam sig på ærligste vis ved at sælge fisk i Exmouths gader. I en alder af 80 år mistede hun gradvist evnen til at fortsætte dette erhverv. Efter at have overlevet alle sine venner og børn, havde hun kun få midler til at give hende den tryghed, som et travlt liv med bemærkelsesværdig tjeneste skulle have sikret hende. En ussel pension på 10£ årligt var alt hvad hun modtog fra myndighederne, da hun døde.”

En sømand, der også deltog i Slaget ved Nilen om bord på Orion, hvor han var stationeret ved nedre kanondæk, beretter om Ann Perriam:

 

”Jeg så ikke meget af selve slaget. Vi fik informationer fra de drenge og kvinder, der bar krudtet. Jeg var meget taknemmelig over for kanonérens kone, der indimellem skænkede en tår vin til sin mand og mig, hvilket var med til at dæmpe vores udmattelse”.

 

Hun har selv berettet om modet hos en ung kadet, hvis arm var gået af led. Hun fortalte:

 

”Drengen klarede operationen uden at kny. Da den var overstået, vendte han sig mod mig og sagde: “Tog jeg det ikke som en mand?”. Da han havde sagt dette, udåndede han umiddelbart efter”.

 

Calvert har i sin søgen efter oplysninger om Ann Perriam fundet ud af at ikke alle oplysninger i nekrologen er korrekte – hun var således knap 97, da hun døde. Parret blev gift i 1788, og de forlod flåden i 1799. I 1803, hvor Edward arbejdede som sømand i mundingen af floden Exe nær Exmouth, druknede han, da hans båd kæntrede i en storm. Ann giftede sig i 1805 med en lokal navigatør, John Perriam, som hun mistede i 1812. Det var lokale, der lavede en ansøgning til flåden om pension til Ann, da hun ikke længere kunne klare sig selv.

”Ansøgning til Trinity House. Underdanigst ansøges hermed for Ann Perriam, 45 år gammel, hjemmehørende i Exmouth, enke efter John Perriam, forhenværende lods ved Exeter Havn. Det fremgår at ansøgerens husbond var født og opvokset ved havet og tjente som lods ved Exeter havn fra han var 15 år, i de mellemliggende år var han navigatør på den bevæbnede kutter HMS Hope under kommandør Rochford, der var stationeret ved havnen i mange år. Ansøgeren har ingen børn, bortset fra et tidligere ægteskab. Dateret den 27. dag i august 1813”.

Admiralitetet bevilgede Ann Perriam en årlig pension på 10£, hvilket var usædvanligt, idet det var en pension, som kun hun og tre andre kvinder opnåede. Fire andre kvinder, der i 1847 ansøgte om at modtage General Service Medal, blev afvist af Admiralitetet med begrundelsen at ”der var mange andre kvinder i flåden, der var lige så nyttige”.

 

Crescents nye kaptajn: Edward Buller

Crescent’s nye kaptajn blev Edward Buller. Fra marts til oktober 1795 befandt skibet sig i kanalegnene uden nævneværdige hændelser. Oktober-november var Crescent del af en flådekonvoj, der opererede ud for Nordspanien. Konvojen var ledet af admiral Pellew - Bullers logbøger indeholder ikke noget om formålet med denne konvoj. De første vintermåneder tilbragtes i farvandet ud for Plymouth på den engelske sydkyst.

Buller blev født ind i en fremtrædende familie i 1764 og begyndte sin flådekarriere tolv år senere. Han tjente blandt under den amerikanske uafhængighedskrig ved Slaget ved Ushant i 1778 samt rejser til Ostindien. Han blev forfremmet til kaptajn i 1790. Buller tilbragte de første år af napoleonskrigene med at eskortere konvojer og samt ved flådestationen i Cape Town, før han vendte tilbage til England, hvor han kommanderende skibe i den engelske Kanal.

Han indledte en politisk karriere med at blive valgt medlem af parlamentet for East Looe i 1802, et sæde, der var blevet kontrolleret af Buller- familien i en årrække, og som hans far og bror også havde repræsenteret. Udbruddet af Napoleonskrigene i 1803 førte til Bullers tilbagevenden til flåden med kommando over Malta i blokaden af de franske og spanske havne. Han var blandt andet med Sir Robert Calders flåde ved Slaget ved Kap Finisterre i 1805 og gjorde tjeneste i Atlanterhavet og Middelhavet, før dårligt helbred tvang ham til at vende hjem. Han blev forfremmet til kontreadmiral i 1808. Han tjente i denne rolle indtil 1812, da han blev forfremmet til vice-admiral. Han gjorde ikke yderligere aktiv tjeneste i flåden, men fortsatte sin politiske karriere indtil 1820. Han døde i 1824.