Simonstown nær Cape Town

Kap det Gode Håb

Taffelbjerget set fra Robben Island

1796-1799 - i den ostindiske flåde

Sprangers logbog fra tiden i den ostindiske flåde rummer nogle af de mest dramatiske hændelser i Crescent's historie.

I løbet af 1700-tallet blev Indien stadig vigtigere for den engelske handel og økonomi. Under den lange sørejse mellem kolonimagterne og kolonierne i Asien var det vitalt at have muligheder for at skaffe ferskvand og anden proviant. I Atlanten var ophold på bl.a. Kap Verde-øerne, Ascension og St. Helena ofte forskellen mellem liv og død – i det indiske Ocean havde øerne La Reunion og Mauritius samme funktion. Kaplandet ved Afrikas sydspids lå praktisk talt midt imellem de europæiske kolonimagter og de asiatiske besiddelser, og var med sine naturhavne ved Kapstaden og Simonstown i fokus hos både Holland, Frankrig og Storbritannien.

Frankrig invaderede Holland i 1794 og hollænderne overgav sig i starten af 1795, hvor Prinsen af Oranje flygtede til England. En engelsk flådestyrke under viceadmiral Elphinstone ankom i juni 1795 til Sydafrika for at forhindre Kaplandet, der var under den hollandske krone, i at falde i franske hænder. Efter en række kamphandlinger overgav hollænderne sig i september og Kaplandet var nu under det britiske flag. Da englænderne reagerede så hurtigt, blev hollænderne i Sydafrika fuldstændigt overrumplet, da de med de lange transportafstande og -tider ikke havde kunnet modtage efterretninger om, hvad der var hændt hjemme i Europa.

I starten af 1796 opsnappede engelske spioner efterretninger om at hollænderne og franskmændene planlagde at tilbageerobre Kapkolonien.  Af følgende brev fra krigsminister Henry Dundas til generalmajor Craig i Cape Town (Kapstaden) er det tydeligt at efterretningerne blev taget alvorligt og at de engelske styrker var forberedt på at forsvare kolonien med omfattende midler.

 

                                                                                      

Horse Guards, 15. april 1796

Sir, - mine rapporter, som blev afsendt med fregatten Carysfort fra Portsmouth den 23. februar skulle sikre Dem viden om regeringens daværende efterretninger om fjendens forberedelser i Rochefort (Frankrig) og Texel (Holland) sammen med mistanken om at de samlede eskadrer i de nævnte havne var planlagt at afsejle mod Kaplandet eller Ostindien. Selvom der blev gjort alt fra Hans Majestæts flådes side for at forhindre dette i at blive udført, forekommer det sandsynligt at tre store fregatter (La Forte, La Seine og La Regeneree) sammen med nogle mindre krigsskibe sejlede fra Rochefort den 4. marts, formodentlig bestemt for Mauritius og at den hollandske flådestyrke, der forlod Texel den 23. februar, var bestemt for det Indiske Ocean. Den førstnævnte er ikke blevet set siden dens afsejling, og den sidstnævnte vides at skulle være sejlet nordpå. Størrelsen på den hollandske styrke er sammen med oplysninger om begges eskadrers officerer at finde i de vedlagte kopier. Hvis den franske styrke ikke er større end jeg har beskrevet, er den ikke tilstrækkelig til at kunne skabe ængstelse om sikkerheden for den betydningsfulde koloni, som De har kommandoen over.

Krigsskibene Sceptre og Crescent, som har det 78. regiment om bord, sejlede fra Portmouth med en meget gunstig vind den 6. marts og vil derfor formodentlig nå frem til Kaplandet før den hollandske styrke dukker op, da der grund til at tro at henved en måned er gået med deres sejlads nordenom Irland. Den nævnte forstærkning af Deres garnison skulle jeg mene er tilstrækkelig til at modstå ethvert forsøg på generobring fra hollænderne og franskmændene, også selvom deres fælles anstrengelser kun skulle være rettet mod kolonien.

En stor konvoj, der afsejlede fra Portsmouth for nogle få dage siden under beskyttelse af H.M.S. Jupiter (50 kanoner) bestemt for Kaplandet og Indien har 28. lette dragonregiment og 80. Infanteriregiment med til Kaplandet og 25. Lette Dragonregiment og 33. Infanteriregiment med til Indien.

Hvis de ikke skulle nå frem inden denne rapport, burde de kunne forventes kort tid efter, og det forventes at der tages alle mulige forholdsregler for at de ankommer sikkert til kolonien, ligesom det forventes at alle Britiske skibe, der ankommer til kolonien, er yderst opmærksomme på at give Dem al tænkelig information så hurtigt som muligt om de fjendlige styrker og deres handlinger, hvorfor jeg også fremsender denne depeche med en hurtig kutter. Denne har ordre om at straks at fortsætte fra Kaplandet til Indien og jeg anmoder om at al assistance i forbindelse hermed ligesom de ved førstgivne lejlighed vil lade informationerne i denne depeche tilgå guvernøren på St. Helena.  Jeg finder det rigtigst at tilføje at højkommissærerne i Admiralitetet har givet mig god grund til at håbe at man vil inden for kort tid vil frigøre to flagskibe fra Portsmouth til denne mission. Skulle dette blive tilfældet, vil de om muligt blive beordret til at forstærke Jupiter’s konvoj, og hvis de ikke skulle indhente denne, så forsøge at nå Kaplandet så hurtigt som muligt. Jeg forsømte at nævne i min sidste depeche at alle i Det Kongelige Infanteriregiment, der gør tjeneste i Indien i øjeblikket, er beordret forflytning til Kaplandet ved først givne lejlighed.

 

 I marts 1796 afsejlede Kaptajn Edward Buller og Crescent sammen med Kaptajn Essington på Sceptre med konvojen, der skulle sejles til Indien via Kapstaden – en af de mest krævende opgaver for en fregatkaptajn. En konvoj kunne bestå af op til 30 skibe, hvoraf de fleste var private handelsskibe. Under lange sejladser kunne det være svært at holde sammen på konvojen, blandt andet fordi de private rederier sparede på mandskabet om bord, hvilket bevirkede at de ofte ikke kunne sejle for fulde sejl, og derfor blev hastigheden nedsat væsentligt. Dette var også tilfældet for Bullers konvoj, der først ankom til Kaplandet den 28. maj. Undervejs var der dog også tid til at gøre udfald mod en spansk eskadre bestående af et linjeskib og to fregatter. Buller og Essington tog dem først for at være franske skibe og gjorde klar til angreb, men drev fra, da de spanske skibe viste deres spanske flag. I dette tilfælde var det englændernes tur til at lide under manglen på information om forholdene hjemme i Europa, for i modsætning til spanierne vidste de ikke at Spanien nu var blevet allieret med Frankrig og dermed i krig med England og således mistede de af uvidenhed chancen for at angribe de spanske skibe, som var ladet med varer fra Karibien.

I Cape Town overtog en anden fregat kommandoen over konvojens videre sejlads til Indien, mens Crescent blev knyttet til flådestyrken i området.

Træfningen ved Saldanha Bay august 1796

Den 3. august modtog den engelske flådeenhed i Kapstaden verificerede efterretninger om at en flåde på 9 hollandske skibe befandt sig i i nærheden af Saldanha Bay på vestkysten nord for Kapstaden. Englænderne forventede at hollænderne ville sejle sydom Kap det Gode Håb og satte derfor kursen mod syd og vest for at møde dem der.  På grund af stormskader vendte de tilbage til Simon’s Bay for at få repareret skibene.  Den 13. august gav endnu en kraftig storm nye skader – Crescent gik på grund, Trident ramte en klippe og Tremendous var nær gået tabt, da begge ankre var ved at trække skibet ned.  Den 15. august kunne den engelske flådestyrke under admiral Elphinstone endelig sejle mod Saldanha, som nåedes dagen efter.  Her fandtes allerede en engelsk landstyrke på 2500 mand og 11 kanoner ledet af General Craig, der var ankommet fra Kapstaden den 14. august.

Den hollandske styrke lå inde i bugten, hvor de brugte tiden på at reparere skibene efter sejladsen fra Europa. Desuden døjedes med udbredt sygdom og mangel på ferskvand, hvilket havde medført mytteristemning på skibene. Hollænderne var blevet lovet forstærkning med en fransk flådestyrke, men denne fortsatte forbi Kapstaden og sejlede i stedet til Mauritius i det indiske ocean. Nogle af de hollandske officerer anbefalede admiral Lucas at de straks søgte mod Mauritius, men Lucas ville ikke forlade bugten, før han var sikker på at skibene havde fået nok ferskvand til at kunne klare den seks uger lange sejlads. Crescent var det første engelske skib, der stævnede ind i bugten og dermed det skib, der fandt hollænderne. Da det var sent på dagen, valgte admiral Elphinstone at ankre op. Han sendte løjtnant Coffin med et parlamentærflag og følgende skrivelse til den ledende hollandske officer:

HMS Monarch, Saldanha Bay, 16. august 1796

Til Hans Excellence Admiralen eller officeren med kommandoen over Nederlandenes skibe nu beliggende i Saldanha Bay.

Det er ikke nødvendigt for mig i deltaljer at gøre nærmere rede for den styrke, jeg har æren af at have kommandoen over, idet det er åbenlyst for Dem og taler for sig selv; det er derimod op til Dem at overveje effekten af styrken under Deres kommando.

Menneskelighed er en pligt der påhviler alle mænd; derfor, for at undgå udgydelsen af menneskeligt blod, anmoder jeg om en overgivelse af skibene under Deres kommando, ellers vil det være min pligt så snart som muligt at foretage et angreb på dem; det er ikke svært for Dem at gætte resultatet af dette.

                                                                                                                    Ærbødigst

                                                                                                                    George Keith Elphinstone

Næste morgen kom en hollandsk officer om bord på Monarch for på vegne af admiral Engelbertus Lucas at forhandle sig til betingelserne for kapitulation, som blev aftalt endeligt i løbet af dagen. Vejrforholdene gjorde at englænderne først overtog skibene den 19. august. Mange af sømændene og soldaterne på de hollandske skibe var tyskere og de blev indrulleret i den engelske flåde og hær, mens de hollandske officerer blev sendt tilbage til Europa. Overgivelsen uden kamp skabte et stort postyr hjemme i Nederlandene og der krævedes afholdt en krigsret. Dette ønskede Lucas også for at få mulighed for at forsvare sine beslutninger. Han nåede dog ikke at opleve retssagen, hvor han og de andre officerer blev frikendt - han døde af sygdom forinden.

Hvis de engelske flådeofficerer troede at de stod over for en hurtig udbetaling af prisepenge, tog de grueligt fejl. Hæren anført af General Craig påstod at de var en vigtig grund til at hollænderne overgav sig. Det blev derfor op til admiralitetets højesteret at tage stilling til kontroversen gennem en større retssag. Dommeren Sir William Scott konkluderede dog at det var flådens tilstedeværelse der havde ført til admiral Lucas’ overgivelse, og det var derfor alene flåden der var berettiget til prisepengene.

 

John William Spranger – Crescent’s nye kaptajn

Den 23. august 1796 overtog kaptajn John William Spranger kommandoen over Crescent, hvor de næste uger tilbragtes ved Kapstaden, Robben Island og Kap det Gode Håb. Sprangers fødselsår er ikke kendt. Han blev udnævnt til løjtnant i 1790 og til kommandør i 1794. Ved erobringen af Kapstaden havde han kommando over sluppen Rattlesnake. I 1805 var han kaptajn på Warrier i Kanalflåden. I 1809 erobrede han som leder af en flådestyrke de ioniske øer i det østlige Middelhav. Han blev udnævnt til admiral i 1814 og døde i 1822.

 I starten af oktober 1796 blev Spranger beordret til at føre Crescent og to andre skibe på et togt, hvor en befæstet fransk koloni i Foul Point på østkysten af Madagaskar skulle erobres. Eskadren var tilbage fra togtet i januar 1797 og Spranger kunne afrapportere til admiral Pringle:

 

Crescent, Kap det Gode Håb, 14. jan. 1797

Til Admiral Pringle

Jeg har æret af at informere Dem om at jeg, for at følge Deres ordre, begav mig med Hans Majestæts skibe Braave og Sphynx til Foul Point på øen Madagaskar og efter at have landsat marinesoldater og lette våben samt mænd fra eskadren og opfordrede de franske embedsmænd til overgivelse, tog jeg fortet og fabrikken i besiddelse på vegne af hans Britiske Majestæt og blev der, indtil jeg havde færdiggjort ødelæggelsen af kolonien, jævnfør mine ordrer.

Franskmændende havde et anseeligt våben- og ammunitionsdepot, lagre og handelsvarer til handel med de indfødte, så ødelæggelsen er til stor gene for fjenden, idet øen Mauritius får størstedelen af sine forsyninger herfra. Jeg har også æren af at kunne viderebringe Hr. Rasselins overgivelse, embedsmanden som jeg sammen med andre fanger udvekslede med engelske fanger på Isle de France.

Ærbødigst

J.W. Spranger

Liste over fjendens skibe og fartøjer erobret af eksadren under kommandoen af kaptajn Spranger og HMS Crescent

Skibet La Reunion, 320 tons, i last, på vej fra Isle de Bourbon til Foul Point

Skibet La Navigateur, 300 tons, i ballast, på fra Isle de France til Foul Point

Briggen La Dane, 80 tons, last af slaver, peber, salt m.m., på vej fra Mozambique til Isle de France

Kutteren L’Euphrasie, 46 tons, i ballast, på vej fra Foul Point til Isle de France

Luggeren Le Tigre, 18 tons, last af slaver, på vej fra Quiloa til Foul Point

 

Den 26. maj 1797 ledede Spranger en handelskonvoj til Bombay (nu Mumbai), englændernes vigtigste havn på indiens vestkyst. Af Sprangers logbog kunne det tyde på at rejsen generelt foregik fredeligt, idet der næsten dagligt blev skrevet ”convoy in company” – der var med andre ord samling på de ellers uregerlige handelskibe. Kanonerne blev afprøvet sidst i maj, hvor skibene befandt sig i farvandet mellem Afrika og Madagaskar – her var der risiko for at træffe franske flådeskibe. Konvojen nåede Bombay den 10. juli, og Spranger og Crescent blev i Bombay en måneds tid. I slutningen af juli startede forberedelserne til konvojsejladsen tilbage til Kapstaden. Den 23. juli anmodede John Morris fra Bombay Castle, den engelske kolonis hovedkvarter, Spranger om at lade fire skibe fra East India Company kom med i konvojen, da de havde vigtige forsyninger til Kapstaden. Spranger svarede at han ikke kunne forsinke afsejlingen, men at de kunne komme med, hvis de var klar på den planlagte afrejsedag. Det accepterede Morris, men han understregede vigtigheden af at fragten nåede frem til garnisonen i Kapstaden.

 

Når katten er ude…

Da Spranger og Crescent ankom til Kapstaden den 16. oktober, medbragtes en spansk brig med slaver fra Mozambique som prise, men da der var udbrudt skoldkopper ombord på slaveskibet, beordrede admiral Pringle at både dette og Crescent blev lagt i karantæne ved Robben Island, hvor mandskaberne var isoleret fra fastlandet. På dette tidspunkt var Spranger og besætningen ganske uvidende om de sidste ugers dramatiske hændelser i kolonien i Kapstaden.

Forinden var fragtskibet Arniston ankommet til kolonien den 31. august fra England undervejs til Kina. Med sig bragte besætningen nyheder hjemme fra. En af de vigtigste nyheder var utvivlsomt historien om mytteri i flåden. Mytteriet skete på de to store flådestationer, Spithead ved Portsmouth og Nore ved Themsens udløb, og opstod på grund af de menige sømænds protest over levevilkårene i Royal Navy og med krav om lønforhøjelse. Med nervøs skæven til revolutionen i Frankrig frygtede Admiralitetet at det samme kunne ske i Storbritannien. Mens oprørerne i Spithead opnåede lønforhøjelse gennem forhandlinger, samtidig med at de lovede at være klar i tilfælde af en fransk invasion, blev mytteriet i Nore hårdhændet slået ned og de ledende mytterister hængt. Admiral Elphinstone, sejrherren ved Saldanha Bay, var i øvrigt dybt involveret i oprøret ved Nore. Efter at han ved sin ankomst til England fra Sydafrika blev adlet som Lord Elphinstone i marts, blev han i juni sendt til Nore for at hjælpe til med at slå oprøret ned.  Her blev han af mytteristerne anklaget for at holde prisepengene fra erobringen ved Kapstaden tilbage. Han var dog i stand til at overbevise dem om at han heller ikke selv endnu havde modtaget noget beløb herfra. Havde Elphinstone et ry for at være grådig? Van Niekerk bemærker i hvert fald at han måske bedre end nogen anden flådeofficer evnede at få prisepenge ud af skibe erobret under hans kommando.

 

Uddrag af Jarl Macartney’s brev til minister Henry Dundas:

Castle of Good Hope, 13. oktober 1797

Sir, afsejlingen af et dansk, neutralt skib på vej mod Europa giver mig mulighed for at skrive nogle få linier til Dem for at gøre Dem bekendt med en affære som just er hændt hernede og hvor den sædvanlige overdrivelse af efterretninger kan medføre megen uro, hvis de ikke bliver præsenteret og forklaret troværdigt.

Nyheden om det nylige mytteri i den britiske flåde nåede hertil den 31. august med Arniston, et skib under det ostindiske kompagni, bestemt for Kina. Vi hørte at mytteriet blev slået ned i Portsmouth, men stadig stod på ved Nore.

Admiral Pringle’s eskadre lå i Simon’s Bay, undtaget Vindictive, under Kaptajn Gardner, der lå og afventede ordrer. Den 2. i denne måned opstod der stærke symptomer på mytteri om bord på sidstnævnte, men det blev hurtigt nedkæmpet på grund af kaptajnens klogskab og mod. Nogle få dage efter, lørdag den 7. i denne måned, startede flagskibet imidlertid med at opliste klagepunkter samtidig med at de fratog officererne deres kommando, udpegede komiteer og delegationer, mens de efterlignede alle former for optøjer fra flådemytterierne i England……

                                          Signeret  Macartney

 

Den 7. oktober cirkulerede breve mellem mandskaberne på de otte skibe, inden de afleverede en samlet skrivelse med klagepunkter til Admiral Pringle. De fleste klagepunkter omhandlede den ensidige kost, brød af dårlig kvalitet og utilstrækkelige rationer af vin og grog. I admiralens svarskrivelse kom han mandskaberne i møde ved at give dem ret på en del punkter. Han havde også allerede sørget for at købe en del friske råvarer, som var ankommet med konvojen fra Indien under Sprangers ledelse. Klagerne over navngivne officerer, bl.a. Kaptajn Stephens svarede han dog ikke på. Oprørernes næste skridt var en flere sider lang skrivelse med konkrete krav til forbedringer. Kravene var formuleret af en talsgruppe bestående af to personer fra hvert skib. Den 9. oktober svarede admiral Pringle at han ville gøre sit bedste for at de ønskede forbedringer skulle blive gennemført, ligesom han overfor Admiralitetet ville fremføre at mandskaberne på flådestationen skulle opnå de samme lønstigninger som hjemme i England. Han udtrykte også ærgrelse over at de ikke kom til ham og bad om forhandlinger i stedet for at tage kommandoen fra nogle officerer ved at sætte disse fra borde – han undgik i denne fase at bruge ordet mytteri. Til sidst lovede han generel amnesti, hvis mandskaberne genoptog deres pligter. Mandskaberne blev overbevist om at admiralen ville overholde sine løfter, og den 12. oktober kunne han udsende en bekendtgørelse med generel amnesti til hele eskadren. Her lovede han også at afholde en retssag mod kaptajn Stephens, noget som Stephens også var positiv over for, da han ønskede at blive renset for beskyldningerne.

Den 13. oktober kunne Pringle ligesom Macartney sende post med det danske skib Bornholm.  Til flådeminister Henry Dundas skrev han at flådens fane atter var hejst på Tremendous og at mandskaberne enstemmigt havde hyldet den – ro og orden var genoprettet. Det var dog kun for en stund. Den 24. oktober ankom en eskadre fra øen St. Helena i Sydøst-Atlanten, og to dage efter udbrød der mytteri på disse skibe. Pringle bemærkede at det foregik på samme vis som det forrige, hvormed han nok ønskede at antyde at der var en sammenhæng. Pringle fik atter skabt foreløbig ro ved at fremsige bekendtgørelsen fra den 12. oktober. Roen kunne opretholdes til den 6. november, hvor krigsretssagen mod Stephens startede. Måske har mytteristerne fornemmet at retssagen ville blive spil for galleriet, for retssagen blev afbrudt af tumult, og da flådeledelsen arresterede den formodede leder, brød mytteriet ud igen med voldshandlinger om bord på Sceptre og uro den næste dag på flagskibet Tremendous og Rattlesnake. Pringle udsendte en bekendtgørelse, hvor han krævede at lederne af mytteriet skulle udleveres, ellers ville skibene blive angrebet. Det havde den ønskede effekt. Om morgenen den 9. november blev 22 mand udleveret af resten af besætningerne.

Det er uklart om folkene på Crescent i deres isolation var klar over, hvad der foregik inde på land. Fregatten lå stadig fortøjret ved Robben Island - og stadig i karantæne. Af logbogen fremgår hvad der skete på Crescent:

 

1. november

Moderat og klart. Modtog smør, får og vand fra Euphrosyne. Mandskabet beskæftiget med tømrerarbejde.

4. november

Moderat og klart. Mandskabet beskæftiget lejlighedsvis.

8. november

Moderat og klart. Modtog proviant som vin og vand fra Euphrosyne. Mandskabet bekæftiget lejlighedsvis med tømrerarbejde.

 

Næste dag var kaptajn Spranger ikke om bord, og dermed var det førsteløjtnanten, der midlertidigt havde kommandoen over skibet, og det er formodentlig også via ham at Spranger senere kunne skrive i logbogen:

9. november

Moderat og klart. Ordnede trossen. Mandskabet beskæftiget med tømrerarbejde. Kl. 1 kom en del af mandskabet agterskibs i en tilstand af mytteri. Forsøgte at tilfangetage de 6 ledere og bringe skibet op til Kapstaden. Sendte ……… op til Kapstaden, hvor kaptajn Spranger  deltog i en krigsret mod kaptajn Stephens.

Herefter blev håndskriften forståeligt nok svært læseligt. Resten af forløbet blev beskrevet grundigt i Admiral Pringle’s brev til Evan Nepean, sekretær i Admiralitetet i London:

                                                                    

Tremendous i Table Bay, Kap det gode Håb, 27. november 1797

…….

Den 10. [november]afsendte besætningen på H.M.S. Crescent (under karantæne ved Robben Island) en båd med en person, der præsenterede sig som delegeret og fremlagde et klagebrev. Denne besætning havde begået mytteri den foregående dag og landsatte de fleste af officererne på øen. Personen i båden blev straks pågrebet og overgivet til fængslet på slottet. Derpå beordrede jeg Kaptajn Spranger, et medlem af krigsretten, som han havde fået tilladelse til at forlade midlertidigt, til at bringe Crescent fra Robben Island til at forankre under Amsterdam Batteriet – jeg beordrede også Jupiter til at sejle med og sikre at ordren blev udført, hvilket skete, og tidligt næste morgen sendte jeg en kopi af min bekendtgørelse, som gav besætningen på Crescent en time til at udlevere lederne af mytteriet. Dette blev straks efterkommet, idet seks mand herefter blev taget i forvaring.

 

Det var således Spranger selv, der gik ombord på Crescent den 11. november og oplæste Pringle’s bekendtgørelse:

Bekendtgørelse

Af Admiral Thomas Pringle, esquire, etc. etc.

Til J.W. Spranger, esquire, kaptajn på H.M.S. Crescent

Jeg er blevet informeret om at mandskabet på H.M.S. Crescent i nogle dage har været og stadig er i en tilstand af mytteri trods den restererende del af eskadrens tilbagevenden til god orden og disciplin, hvor de har overgivet anstifterne til oprøret, hvorfor det er påkrævet hurtigt at få gjorte en ende på dette lovløse forehavende.

Jeg erklærer hermed at hvis ikke besætningen om bord på H.M.S. Crescent indenfor en time efter oplæsningen af denne bekendtgørelse overgiver navnene på anstifterne til de nuværende optøjer og ikke udleverer navnene på den eller de personer i eskadren, der har opildnet andre til oprørsk opførsel, samt navnet på den person, som skrev til mig fra Robben Island, vil jeg erklære nævnte skib H.M.S. Crescent at være i en tilstand af oprør og agere i konsekvens heraf.

Givet under min hånd om bord på Tremendous i Table Bay, 10. november 1797.

                                                                                                                    Signeret T. Pringle

 

Den 11. november blev logbogen igen læselig. Det fremgår at efter at Spranger havde oplæst Pringle’s bekendtgørelse, blev de seks anstiftere af oprøret udleveret.  Af Spranger’s logbog kunne det tyde på at autoriteten trods alt lyttede til mandskabet – i hvert fald noteredes den lakoniske besked ”received fresh beef” (modtog frisk kød) næsten dagligt i logbogen i ugerne efter mytteriet. Den 30. november blev der afholdt krigsret og de seks anstiftere blev hængt sammen med oprørslederne fra de andre skibe.

Det er uvist, hvad der var den konkrete årsag til oprøret på Crescent. Det månedlange ophold med lediggang ved Robben Island har sikkert givet anledning til frustration, idet Robben Island lå fuldstændigt øde hen. På andre af flådeenhedens skibe, der lå i havn ved Cape Town, kunne besætningen få landlov - hvis kaptajnen ellers tillod det. Var det slet og ret leddiggangen om bord, der var roden til ondet – eller som Nelson skulle have udtrykt det: ”Ships and seamen rot in harbour” (skibe og søfolk rådner i havn). Det får også stå hen i det uvisse, hvor meget de menige søfolk fik ud af deres mytteri. Hvis urolighederne for alvor var brudt ud i lys lue, var flåde- og hærstyrkerne særdeles sårbare, idet forstærkninger ville være langt væk, både i tid og rum. Som hjemme i England var ledelsen i Kapkolonien nok interesseret i at komme søfolkene i møde med hensyn til forplejning og aflønning, hvorimod man ikke gik på kompromis i forhold til disciplinen. Det fremgår også af Pringle’s brev til Evan Nepean, sekretær i Admiralitetet, efter krigsretssagen mod Stephens. Her blev kaptajnen fuldstændigt renset for alle anklager og Stephens fik endda æren af at sejle Pringle’s anbefalinger hjem og aflevere dem til Admiralitetet i London.

 
I marts 1798 overtog kaptajn Charles Brisbane kommandoen over Crescent, der fik en grundig overhaling, hvor bl.a. kobberforhudningen blev repareret, inden fregatten forlod Robben Island den 15. april. Charles Brisbane, der blev født ca. 1769 som den fjerde søn af admiral John Brisbane, startede sin egen karriere i flåden i 1779 på Alcide, som i øvrigt var under hans fars kommando. Han blev udnævnt til løjtnant i 1790. Han blev hårdt såret i 1782 og igen i 1793 ved Toulon under Nelsons kommando, hvor han mistede det ene øje. I 1794 blev han udnævnt til kaptajn. I 1796 ledte Brisbane to troppeskibe fra Gibraltar til Barbados. Undervejs opdagede han en hollandsk eskadre. Han valgte at følge denne og beordrede de to skibe til selv at finde til Barbados. Det viste sig at den hollandske styrke var på vej til Kap det Gode Håb, og det var således Brisbane, der kunne advare Elphinstone i Kapstaden om at hollænderne var på vej for at generobre flådestationen. På trods af at Brisbane reelt havde modsat sig sin ordre, blev han belønnet for sin indsats af såvel Elphinstone som Admiralitetet. Han blev adlet i 1807 og blev admiral i 1819. Han døde i 1829.

Sejladsen hjem til England foregik i konvoj ledet af admiral Pringle. Uddrag af Brisbane’s logbog:

30.april-1.maj

For anker ved øen Ascencion.

3. maj

Pejlet St. Paul, Kap Verde.

 

8. maj

Pejlet St. Jago, Kap Verde

Mønstrede skibets besætning og læste krigsartiklerne

 

Den engelske flådes krigsartikler stammede fra 1600-tallet og var blevet revideret i 1749 og 1757. Første søndag i hver måned oplæste kaptajnen de 35 artikler, der grundigt beskrev love og regler for flådens mandskaber. Hver søndag læste kaptajnen følgende forord til lovene:

 

”For bedre at styre Hans Majestæts flåde-enheder, krigsskibe og søstridskræfter, hvoraf, ved Guds hellige forsyn, hans kongeriges velstand, sikkerhed og styrke afhænger, er det at forordne ved Hans Majestæt Kongen, på råd fra og samtykke af de gejstlige og verdslige medlemmer af overhuset og de borgerlige medlemmer af underhuset, forsamlede i det siddende parlament, og ifølge disses bemyndigelse, at fra og med den femtyvende dag i december, ét tusinde syv hundrede og niogfyrre er følgende artikler og forordninger, såvel i fredstid som i krigstid, nøje at iagttage og praktisere på den i det følgende beskrevne måde at alle flagofficerer og alle personer på eller hørende til Hans Majestæts skibe eller flådeenheder, der måtte gøre sig skyldige i profane eder, banden, vederstyggeligheder, fuldskab, urenlighed eller anden forargelig fremfærd vil pådrage sig den straf, som krigsretten måtte anse for passende at pålægge dem.

 

Den 6. juni pejlede Crescent Scilly-øerne ud for Englands sydvestligste spids, og fra den 11. juni tilbragte skibet sommeren fortøjret ved Spithead ved Portsmouth.