02-Februar-2016

Fra skibsfører på Crescent til revolutionær i Canada

Læs den fantastiske beretning om Anthony Lockwood, der blev tvangsskrevet til den engelske flåde, blev skibsfører på Crescent for at ende som embedsmand og politiker i New Brunswick, hvor han forsøgte at starte en revolution. Historien findes et stykke nede i dette afsnit.

Fæstningen ved havnen i Havanna

1799-1802 - i den vestindiske flåde

Omkring år 1800 var Vestindien et kludetæppe af store og små øer erobret af de europæiske kolonimagter, der alle forsøgte at få del i trekanthandlen mellem Europa, Afrika og Amerika. Jamaica, der hurtigt blev et af de største centre for slavehandel i verden, blev erobret af briterne i 1655, og Port Royal ved Kingston blev en vigtig flådehavn for den vestindiske flåde.

 Danske handelshuse tjente store penge på den såkaldte florissante handel over Atlanten og rundt i Vestindien, og handelhusenes skibe var specielt udsat for at blive opbragt af den engelske flåde, der ville hindre neutrale skibe i at sejle forsyninger og varer til fjenden. I 1799, hvor Crescent blev en del af den britiske flådeenhed i Vestindien, var der flere træfninger mellem de britiske skibe og de få danske orlogsfartøjer, der hævdede den danske suverænitet omkring de dansk vestindiske øer. Begivenheder som disse skete overalt, hvor dansk-norske og britiske skibe løb på hinanden, og specielt en hændelse i juli 1800, hvor den danske fregat Freja og dens konvoj på seks handelsskibe blev opbragt i den Engelske Kanal, førte til, at Danmark-Norge stiftede et neutralitetsforbund med Rusland, Sverige og Preussen. Dette forbund beskyttede handelsflåden ved at lade den sejle i konvoj. Desuden fik handelsskibene kanoner ombord, og danske søfolk fik undervisning på Holmen i at bruge kanonerne. Storbritannien, som var den ledende sømagt, følte alt dette som yderligere en trussel. 

Inden Parker og Nelson med en stor flådestyrke sejlede ned igennem Øresund i slutningen af marts 1801 for at presse Danmark ud af neutralitetsforbundet, ankom seks britiske fregatter til havnen i Charlotte Amalie på St. Thomas den 6. marts for at blokere denne. Tre dage forinden var krigshandlingerne mellem Danmark og Storbritannien begyndt ved det ubeboede skær Fugleklippen nær St. Thomas, hvor briggen Lougen og skonnerten Den Aarvaagne blev forfulgt af to britiske fregatter. Træfningen var voldsom med en død og to sårede på Lougen, mens de to fregatter havde otte døde og ti sårede. Britterne afbrød kampen, da Lougen havde held at ramme den ene fregats kranbjækle, så ankeret røg i vandet.

Nogle få dage før Slaget på Reden den 2. april ankom yderligere 29 britiske flådefartøjer til Vestindien, herunder tre linjeskibe og seks fregatter og med 4000 mand som landgangstropper, der besatte St. Thomas, St. Croix og St. Jan. Med sejladstiden på 6-8 uger over Atlanten in mente må beslutningerne om invasion allerede have været taget omkring årsskiftet 1800-1801 hjemme i London. Efter korte forhandlinger overgav øernes guvernør Casimir Wilhelm von Scholten sig uden kamp til viceadmiral John Thomas Duckworth. Med 400 utrænede mand under våben indså von Scholten at overmagten var for stor – tre dage senere skete det samme på St. Croix under generalguvernør Wilhelm Anton Lindemann. De danske soldater blev afvæbnet og interneret – en del officerer fik tilladelse til at rejse til Danmark mod et løfte om ikke at ville kæmpe mod britterne. En engelsk general fik hovedkvarter i Christiansted – i øvrigt fik de fleste danske embedsmænd lov til at fortsætte arbejdet. I efteråret 1801 indtrådte en kortvarig fredsperiode i Europa, og britterne opgav besættelsen af øerne den 16. februar 1802.

Da Crescent’s nye kaptajn, William Grenville Lobb i september 1799 modtog ordre om at lede en handelskonvoj fra England til Jamaica, havde han før været udstationeret i Vestindien og kendte derfor til forholdene der. Lobb blev født i 1760 i Penzance, som 17-årig blev han udnævnt til løjtnant. I 1795 blev han kaptajn på Babet. Efter at han forlod Crescent i 1802, fik han kommandoen over linjeskibet St. George – og andre skibe fulgte, men han opnåede ikke forfremmelse til admiral. Det er ikke klart, hvornår han blev udnævnt til ledende officer på skibsværftet i Sheerness, men det var her, han døde i 1814.

For de engelske fregatkaptajner, der var i kridthuset hos admiralen i den vestindiske flåde, kunne togter på egen hånd eller i mindre eskadrer være en givtig forretning i form af erobrede skibe og medfølgende prisepenge. Omvendt kunne upopulære kaptajner risikere at skulle lede den ene lokale handelskonvoj efter den anden. Disse var selv muligt bytte for de andre kolonimagters flådeskibe – eller private pirater. Lobb vidste sikkert også at der var andet at tænke på end prisepenge. For europæerne var bagsiden af opholdet i Vestindien den store risiko for at blive ramt af tropesygdomme som malaria og gul feber. Der findes adskillige beretninger om europæiske skibe, hvor besætningen i løbet af få uger ramtes af sygdom uden mulighed for helbredelse, ligesom der var skibe, der aldrig nåede hjem fra troperne, fordi besætningen var udryddet af sygdom, eller der var så få raske tilbage at det ikke var muligt at styre skibet sikkert i havn. Tropesygdommene var således også hårde ved de britiske besættelsestropper, der faldt i hobetal under opholdet på de danske øer i 1801.

 

I slutningen af september blev handelskonvojen under Lobbs kommando samlet ved Cowes Roads, strædet mellem Southampton og Isle of Wight. Den 27. gav Crescent signal til de øvrige skibe om at starte sejladsen. Af Lobb’s logbog fra sejladsen mellem England og Jamaica fremgår, hvor svært det endnu en gang kunne være at holde sammen på konvojens skibe.

 

30. september.

Galathea og 36 fra konvojen samlet i konvoj.

 

1.oktober. Pejlet Madeira mod syd.

Straffede James Warner med 12 piskeslag for ulydelighed. Kl. 9 inspicerede Galathea en amerikansk brig og et dansk skib. Til middag var Galathea og 27 af skibene i konvoj.

 

19. oktober. Pejlet Salvages Isle.

 

10.-11. november.  Forankret i Carlisle Bay, Barbados

 

15. november. Pejlet Puerto Rico

Gav signal til konvojen…..Inspicerede en dansk båd fra St. Thomas, der dagen før var blevet plyndret af en fransk, privat brig.

 

16. november. Cape Nervis, pejlet Puerto Rico’s sydvestspids.

Erobrede Calgo, et spansk krigsskib.

 

(19. november-3. december. Fortøjret i Port Royal, Jamaica.)

 

Midt i al Lobb’s møje og besvær med at holde sammen på den store konvoj lykkedes det altså at erobre Calgo, et af de tre skibe i en spansk eskadre, der var på vej fra St. Domingo til Havanna. Hvor hændelsen i logbogen var beskrevet yderst lakonisk, var Lobb’s meddelelse til Admiralitetet mere udførlig.

 

 

Sir

                                                                                       Crescent, Port Royal, 22. november 1799

 

Det er med yderste beklagelse at jeg må meddele Dem at vi ved daggry den 15. dennes ved sydvestenden af Puerto Rico, pejlet 10 eller 12 leagues, uheldigvis traf en eskadre tilhørende fjenden, bestående af et linjeskib, en fregat og en korvet. Da de to førstnævnte havde direkte kurs mod vores bagbords side, gav jeg signal til konvojen om at gå op mod vinden på styrbords side; satte sejl for at undersøge fjendens skibe; herefter fulgte Crescent efter Calypso, der forinden havde optaget forfølgelsen, da Captain Baker havde opdaget at det var fjendtlige skibe; gav herefter signal til konvojen for at kunne optage forfølgelsen. Idet linjeskibet og fregatten holdt tæt sammen, håbede jeg at kunne trække dem væk fra konvojen ved at holde skibet tæt op mod vinden og samtidig holde kursen; jeg gav signal til Calypso til at haste mod nordvest, som også var størstedelen af konvojens kurs. Ved nitiden skiftede fjenden kurs og jeg følte mig nødsaget til at give signal til spredning. Calypso holdt samme kurs som den del af konvojen, der søgte i læ. Korvetten, der var blevet set et stykke tid før, gik nu efter de skibe, der havde holdt sig tæt til vinden; med det samme satte jeg sejl for at komme dem til undsætning, og jeg havde den store lykke at opbringe korvetten…..Eskadren viste sig at være spansk og på vej fra Santo Domingo til Havana, bestående af Asia, 64 kanoner og 550 mand under kommandør Don Francisco Montes; Amphitrite, 44 kanoner og 360 mand under kaptajn Don Diego Villagomez, og Galgo, 16 kanoner og 100 mand under kaptajn Don Jose de Arias.

                                                                                                                    W.G. Lobb

 

 

Lobb gav en af sine egne løjtnanter, William Dillon, kommandoen over den erobrede korvet, og nogle dage efter nåede konvojen Port Royal på Jamaica. Der manglede dog et af konvojens skibe, General Goddard, hvis skæbne ikke fremgår af kilden.

At dømme efter kaptajn Lobb’s logbøger stod han på god fod med admiralen, for frem til juli 1802 var Crescent primært optaget af egne togter rundt om i Karibien, hvor skibet i lange perioder ikke var i havn, men lå fortøjret eller for anker.  Sammenlignet med Crescent’s andre kaptajner virkede Lobb umiddelbart flittigere med afstraffelse af søfolkene ombord – eller også var han mere ærlig med at notere det i logbogen, hvilket han og de andre kaptajner iøvrigt var forpligtet til.

 

Uddrag af Lobb’s logbog fra første halvdel af 1800 (siden 19. december 1799 på sejlads omkring Jamaica):

1. januar:

Straffede Robertson med 36 piskeslag for tyveri.

14. januar:

Straffede to sømænd med hver 36 piskeslag for forsømmelse

18. januar:

Pejlet Point Peidras, nordvestlige Columbia

 

Midten af januar:

Pejlet Panamas nordkyst

 

Slutningen af januar:

Pejlet Honduras’ nordkyst

 

(20. februar-12. marts: Fortøjret i Port Royal, Jamaica).

 

14. marts:

Straffede Elmore, Stain med 24 piskeslag hver og Smith, Brown, Walker og Darville med 12 piskeslag hver for drukkenskab og optøjer.

15. marts:

Pejlet Grand Cayman (ØNØ for Jamaica)

 

22. marts:

Yucatanstrædet mellem Mexico og Cuba: Erobrede en spansk brig(4 kanoner og 35 mand) på vej mod Vera Cruz. Tog prisen med.

28. april:

Pejlet Dry Tortugas, øer vest for Key West, Florida.

 

16. maj:

Pejlet Santo Domingo (sydkysten i nuværende Dominikanske Republik).

 

27. maj:

Pejlet Altavista på Santo Domingos sydkyst. Bordede en dansk skonnert fra St. Thomas på vej mod St. Domingo. Spansk og dansk prise er med.

(30.-maj-25. juni: Fortøjret i Port Royal).

 

Da kaptajn Lobb desværre ikke angav navnet på den danske skonnert, har det ikke været muligt at efterspore, hvad der skete med skibet – endsige med sømændene ombord. Det er dog meget sandsynligt at sømændene – frivilligt eller ufrivilligt – blev indrulleret i den engelske flåde.

 

Fra skibsfører på Crescent til revolutionær i Canada

Lobb’s brutalitet er dokumenteret af Peter Thomas og NicholasTracy i deres udførlige levnedsskildring af Anthony Lockwood, der var skibsfører på Crescent på togtet i Vestindien fra april 1799 til juli 1802, hvor han måtte gå i land i Port Royal, forsyg til at fortsætte om bord. Thomas og Tracy har gennemgået bådeLobbs og Lockwoods logbøger i perioden, hvor Lockwood var skibsfører. Der er rapporteret 6382 piskeslag for mytteri, tyveri, slagsmål, ringeagt, ulydighed, drukkenskab, kværuleren, desertering, urenlighed, pligtforsømmelse, uforskammethed, optøjer, spil, bandeord samt varianter af alle disse. Selvom Lockwoods tilknytning til Crescent var forholdsvis kort, skulle denne periode få stor betydning for ham. Hans navigationsevner skulle senere bringe ham i store vanskeligheder i hans møde med James Saumarez, men også give ham muligheder for opstigning i det sociale hierarki, noget der ellers var usædvanligt for en mand af hans stand. Hans tendens til at gå op imod et ellers fasttømret samfundsmønster skulle dog også i sidste ende knække ham.

 

Anthony Lockwoods herkomst er usikker, da hans dåbsattest ikke er fundet. Han optrådte første gang i den engelske flådes papirer 18. april 1795, hvor han blev opført som besætningsmedlem på HMS Iphegenia i Port Royal. Han foregav at være 22 år, men det gjorde han også mere end et år senere om bord på HMS Duke. Hans fødested er ligeledes ukendt, idet han både har opgivet Northumberland og London. Som søn af sergent Richard Lockwood er det tænkeligt at han blev oplært i matematik og geometri. Senere viste han i hvert fald kendskab til de discipliner. Der er også en del mystik om hans ægteskabelige forhold. Der er ingen papirer på hans ægteskab med Martha McKenzie, og både hans søn og datter blev undfanget og født i de perioder, hvor Lockwood var til søs.

 

Det vides heller ikke med sikkerhed, hvordan Anthony Lockwood havnede på Jamaica. Thomas og Tracy har ikke kunnet finde ham i andre tidligere mandskabsfortegnelser, og de foreslår derfor at han kunne have været involveret i slavesejlads, hvor han så kunne være blevet taget af en af flådens pressgangs under landlov i Port Royal. Lockwood blev indskrevet som ”able seaman”, hvilket i hvert fald antyder at han var vant til at være til søs. Teorien bestyrkes også af at han kom uforberedt og dårligt udrustet, idet han blev udstyret med ”Dead Mans Cloths”, brugt flådetøj fra en afdød sømand udleveret af skibets purser. Frem til juni 1796 var Iphegenia travlt beskæftiget i farvandene omkring Jamaica og Sainte-Domingue, hvor den engelske flåde sammen med hærstyrker prøvede at bekæmpe slaveoprøret. Stadigvæk kæmpede begge værn dog mod en større fjende, den gule feber. Ud af de 15.000 soldater, der blev stationeret på Sainte-Domingue siden 1794, var ikke mere end 3.000 i live og kampklare i 1797.

 

I juni 1796 afsejlede Iphegenia i konvoj fra Havanna og nåede Plymouth den 1. september. Flådens desparate mangel på mandskab gjorde at Lockwood sammen med andre fra besætningen kort efter blev flyttet over på HMS Duke, et ”second-rate” linieskib. Her blev Lockwood udnævnt til masters mate, skibsførerens hjælper, hermed kunne han få gavn af de discipliner, faderen øjensynligt havde oplært ham i. Blandt hjælperens opgaver var han ansvarlig for en kladde med de daglige navigations-observationer, som dannede grundlag for skibsførerens logbog. Derudover forventedes det at hjælperen assisterede med håndværksarbejde efter skibsførerens ønsker og behov – den bedste træning en sømand kunne tænke sig i forhold til praktisk sømandsskab og håndtering af et skib. For skibsførerens hjælper kunne linien – med en blanding af flid og held - være lagt for en fremtid som skibsfører, og senere endda kaptajn.

 

Besætningen på Duke blev en del af mytteriet ved Spithead – Lockwood havde dog tilsyneladende ingen nævneværdel andel i dette. Den 27. maj 1797 blev han forfremmet til skibsfører på HMS Jason, en fregat med 38 kanoner og 380 mands besætning. I perioden lige efter mytteriet havde Jason som andre skibe svært ved at mønstre fuld besætning, men november var skibet kampklar og frem til midt i april 1798 erobrede den fire private skibe og den franske kanonbåd, L’Arrogante.  Den 29. juni sejlede Jason i Kanalen sammed med to andre fregatter, Picque og Mermaid. Her kom de i hæftig kamp med Seine, en fransk fregat med 40 kanoner. Både Jason og Seine gik på grund, men da tidevandet steg, lykkedes det at få Jason vendt, så den lå med agterstævnen mod Seine’s ene bredside. Jason fik anbragt nogle mindre kanoner, så de kunne skyde ud gennem stævnens vinduer. Samtidig fik Picque, der også var gået på grund også lagt sig således at de kunne skyde direkte på Seine, som kort efter overgav sig. Ombord på Jason var der en håndfuld døde og ni sårede. Kaptajn Sterling oplyste at han blev såret og måtte forlade dæk. ”Løjtnant Ribeleau havde kommandoen på hoveddækket….. og optrådte med stort mod, ligeså Hr. Lockwood, skibsføreren”. Denne beretning blev publiseret i London Gazette for 10-14. juli 1798.

 

Som følge af denne aktion måtte Jason repareres i august. Den var tilbage i tjeneste i løbet af september. Under sejlads udfor Bretagne gik den på grund på den franske kyst og besætning kunne ikke undgå at blive taget til fange. Lockwood var blandt de fanger, der blev sent til Valenciennes. Kaptajn Charles Sterling var den første til at blive udvekslet med en fransk officer i december. Lockwood blev udvekslet med kaptajn La Roche, der var blevet taget til fange under den franske invasion i Irland i september. Lockwood blev bragt til Dover sidst i januar 1799. Ved skibsforlis var det påkrævet at der blev afholdt en krigsret for at afklare eventuelt ansvar ved besætningens håndtering af skibet. Sterling kunne påvise at det påsejlede skær ikke fandtes på søkortet – hvilket sågar kunne bevidnes af fjenden…. Officererne blev direkte spurgt om de kunne påvise forsømmelser blandt de andre officerer. De bakkede dog hinanden op i alle henseender. Dommen fastslog at der var gjort alt for at redde skibet og dets indhold.

Lockwood som skibsfører på Crescent

Lockwood gik ombord på Crescent den 25. april 1799, udnævnt til skibsfører efter ønske fra kaptajn Lobb. Forinden havde Lockwood ansøgt Admiralitetet om at få refunderet tabene af sine nautiske instrumenter i forbindelse med hændelsen med Jason, hvilket blev nægtet ham. Der skulle gå mange år før den engelske flåde erkendte at man havde en forpligtelse til at yde erstatning for den slags – og Lockwood skulle løbe panden mod en mur adskillige gange fremover i lignende forespørgsler.

 

Lockwoods meritter om bord på Jason kunne sagtens have ført ham videre i en karriere som søofficer, men en for ham gunstig hændelse under tjenesten på Crescent kom til at føre ham en helt anden vej som søopmåler i flåden, hvilket i sidste ende førte til hans udnævnelse som ledende landmåler i New Brunswick i det østlige Canada, den gang en provins i det engelske kongerige. Da englænderne overtog den karibiske ø  Curacao fra hollænderne, sendte admiral Seymour Crescent og tre andre fregatter til øen for at støtte fregatten La Nereide. Under et efterfølgende langt ophold i havnen i orkansæsonen blev Lockwood beordret til at opmåle havnen på Curacao. Resultatet var så tilfredsstillende at Seymour skrev til Admiralitetet at ”Det var blevet muligt at danne sig et retteligt billede af ankringsforholdene og at opmålingsarbejdet var udført med stor påpasselighed af den officer, der var blevet pålagt opgaven, og med en grad af akkuratesse som jeg knap kunne forvente med kun seks dage til at udføre opgaven”. Desværre kunne Seymour ikke yderligere hjælpe med avancement, idet admiralen døde af gul feber ud for Jamaica i september 1801, 42 år gammel.  Lockwood forblev på Crescent frem til sommeren 1802.  Kaptajn Logg skrev i sin log 30. juli: ”Skibsfører William Baker kom ombord i stedet for sygemeldte Mr. Anthony Lockwood”. Lockwood selv har øjensynligt været for syg til at passe sine pligter, blandt andet sin egen logbog. På dette tidspunkt er der ikke skrevet noget om Lockwoods diagnose, men det synes ikke at være en tropisk sygdom, men snarere en kronisk og episodisk sygdom.

 

Tidspunktet for Lockwoods hjemkomst til England er ikke kendt, men den 16. marts 1803 søgte han ind hos flåden, idet han erklærede sig rask. Han fik tjeneste på HMS Princess Charlotte i første halvdel af 1804, men måtte dog melde fra på grund af dårligt helbred. I en lægeerklæring stod der at ”han i øjeblikket og i lang tid forinden har været besværet med stærke smerter med tendens til lammelse og svækkelse i underbenene”. Lockwood fik ikke noget svar fra flåden, så han måtte møde op i Plymouth, hvor han dog kom for sent. Ophold i Vestindien var ensbestydende med stor risiko for at blive smittet med en række tropiske sygdomme. Derudover var psykiske lidelser udbredt blandt alle flådens folk. Dr. Sir. Gilbert fastslog i sin undersøgelse i 1815 at psykiske lidelser var syv gange mere udbredt i flåden end i det civile liv. Han anførte at ophold på skibe kunne føre til voldsomme slag i hovedet, at arbejdsforhold med den ringe plads samt at ren og skær bekymring og angst kunne få selv en sund og rask mand til at miste fatningen. En anden alvorlig rolle havde kønssygdomme, som hærgede flåden som en epidemi. Sømændene gik stille med dørene, hvis de led af syfilis og gonore, idet de selv skulle betale for behandling hos skibslægen. Thomas og Tracy fremlægger flere forhold, der sammen med Lockwoods ovennævnte symptomer, peger henimod at han havde syfilis i fremskreden grad.

 

Efter et kort ophold på HMS Malta i juli 1804 skulle han efter ordre fra kontreadmiral Alexander Cochrane opmåle dele af den spanske kyst. Opmålingerne varede frem til sidst i oktober og resultatet af dette arbejde blev nye kort over kysten ved La Coruña og Ferrol. Herefter fulgte opmålingsopgaver i Kanalen og langs Englands sydkyst og senere ud for Irlands kyst. Lockwood blev begunstiget af at flåden havde brug for nøjagtige søkort i en periode, hvor franske skibe kunne dukke op hvor som helst langs de britiske kyster. Samtidig var arbejdet som hydrograf også usikkert, idet det var et erhverv, der endnu ikke var indpasset i flådens hierarki, om end Lockwood blev betydeligt bedre aflønnet end som skibsfører. Og Lockwood var ikke den, der stiltiende accepterede sin placering og spillereglerne i dette system. Det skulle hans møde med kontreadmiral Sir James Saumarez blive et glimrende eksempel på.

 

Lockwoods kontrovers med Saumarez

Kort efter hjemkomsten fra Spanien, blev Lockwood kaldt til eksamen af flådekontoret og blev fundet kvalificeret til at være skibsfører på skibe op til tredje grad, det vil sige større fregatter end han hidtil havde været ombord på, og dermed var dette en forfremmelse. Lockwood ønskede sig øjensynligt en karriere som hydrograf fremfor at være i krigsflåden, og han benyttede sin position hos Cochrane ved at henvende sig til admiralitetet, hvor han gjorde opmærksom på flådens manglende kendskab til området omkring Kanalen. I august 1805 skulle han efter ordre fra Admiralitetet begynde de indledende opmålinger omkring Kanaløerne. Her skulle han samarbejde med James Saumarez, der på dette tidspunkt havde kommandoen på øernes flådestation.

 

Det næste års tid gik med dette arbejde, tilsyneladende uden problemer, men i juni 1806 skulle Lockwoods manglende evne til at indrette sig efter de gældende hierakiske spilleregler sætte et foreløbigt stop for hans nu lovende karriere. Den 19. juni skrev kadet Richard Nugent Kelly en klage til den ledende officer på Inconstant, kaptajn Edward Dickson. Dagen før var Lockwood blev sat i land fra skibet for at lave opmålinger fra øen Herm hele dagen. Da Lockwood kom tilbage til skibet, spurgte han Kelly, hvor resten af besætningen var. Kelly fortalte at han havde ladet dem gå i land på klipperne i nærheden. Herefter fulgte ifølge Kelly en ordveksling, hvor Lockwood overfusede Kelly for at lade besætningen forlade skibet uden Lockwoods tilladelse og han truede med at sætte Kelly i land på en klippe og efterlade ham der. På vej i land henvendte Lockwood sig atter til Kelly, og efter en diskussion om, hvad der skete tidligere, udtalte Lockwood at han var ligeglad med hvad kaptajnen skulle mene, da Lockwood mente at have kommandoen over båden. Herefter beordrede Lockwood holdt Kelly fangen i vagthuset for at have være uforskammet over for ham, indtil han blev løsladt af oberst Ramsey nogle timer senere.

 

Lockwood regnede måske ikke med at denne episode ville blive en større sag, men han var formodentlig heller ikke klar over at kadet Kelly var af fin familie med forbindelse til finere gentlemen, herunder flere admiraler. Ydermere var Inconstant Saumarez’ flagskib og således var Kelly under dennes vinger. Dermed havde Lockwood sat sig op mod selveste Royal Navy og ikke mindst Saumarez, der ikke bare var leder af den lokale flåde, men også en national søhelt. Lockwood var dog klar over at han hurtigst muligt var nødt til at forsvare sig. Det skete med en henvendelse til William Marsden i Admiralitetet, hvor han bad om Admiralitetets beskyttelse, men skaden var allerede sket. Lockwood måtte efter flere skriverier og møder med Saumarez bøje sig, men var ikke i stand til at give Saumarez en ordentlig og helhjertet undskyldning. Den 4. juli beordrede Admiralitetet ham til at forlade opgaven. Lockwood henvendte sig flere gange til flådekontoret for at få lov til at gøre opgaven færdig, men hverken Saumarez eller de øvrige officerer på Kanaløerne ville have noget med manden at gøre. Herefter fulgte en tid, hvor Lockwood ingen indtægter havde. Måske var det derfor at han – på trods af at han havde ydmyget og blameret sig over for stort alle i flåden - anmodede om at blive eksamineret som løjtnant, hvilket dog blev afvist. Lockwood så kun een vej tilbage til en karriere. I foråret 1807 henvendte han sig til kontreadmiral, nu Sir Alexander Cochrane, og det bar frugt, idet Cochrane udnævnte ham til skibsfører på sit flagskib, Belleisle. Cochrane havde på dette tidspunkt kommandoen over Leeward-øerne i Karibien. På den måde returnede Lockwood til de egne, hvor hans karriere som hydrograf havde taget form.

Fra Karibien til New Brunswick

 

Den 1. juli konstituerede Cochrane Lockwood som havneofficer ved flådens værft i Bridgetown på Barbados. Denne position beholdt han indtil begyndelsen af 1814, hvor han startede på opmålingerne af Britisk Nordamerika. I løbet af de næste fire år lavede han ombord på Examiner omfattende opmålinger af Nova Scotia, hertil producerede han et søkort over havnen i Saint John, New Brunswick. Hans sidste kort for Admiralitetet blev certificeret i London i marts 1818. Mens han søgte forfremmelse som efterkrigs-officer, fik han samme år for egen lomme publiceret ”En kort beskrivelse af Nova Scotia med plancher af de vigtigste havne” med overdrevent smigrende dedikationer til ledende politikere og embedsmænd i New Brunswick, som allerede havde haft ham ansat. I starten af marts blev han hyret som ledende landmåler i den engelske koloni, hvor han slog sig ned. Denne position bragte ham rundt i området, og en episode, hvor han hjalp nyligt ankomne walisiske emigranter med at slå sig ned i koloniens hovedstad, var medvirkende til at han fik stor indflydelse på udformningen af kolonipolitikken i New Brunswick de næste fire år. I 1822 blev han tildelt endnu en post, idet han blev udnævnt til ledende inkassator. Måske blev de mange arbejdsopgaver for meget for ham. Under alle omstændigheder opsøgte han to forskellige læger for at blive behandlet for en ikke dianosticeret mental lidelse. I starten af 1823 var han atter i gang med arbejdet, hvor han fremlagde planer for kanalbygning ved to større floder.

 

New Brunswick havde i mange år været præget af stigende modsætninger mellem royalisterne og folk med demokratiske ideer. Provinsen blev oprettet i 1784 efter stor tilstrømning af flygtende royalister fra New York. Provinsguvernør Smyths død den 27. marts 1823 fik den langvarige konflikt i provinsen til at bryde ud og true med uro og kaos og var sammen med det stigende arbejdspres formodentlig årsagen til at Lockwood blev sindssyg. Guvernørens dødsfald tilsagde ifølge vedtægterne at det ældste medlem af provinsrådet, George Leonard, skulle indsættes som midlertidig formand, hvilket han afstod på grund af sin høje alder – han var over 80 – og havde reelt ikke været aktiv i politik i flere år. Med Leonards afståelse fra posten var scenen åbnet for kamp om posten. Lockwood, der havde et længere fravær fra rådsmøderne i maj måned, dukkede den 24. maj op hos Leonard og bad ham om at hævde sin ret til posten ”i håb om at dette medførte ro i provinsen”. For tilsyneladende at støtte dette formål udnævnte Lockwood sig selv til Leonards civile adjudant, ”inspecting field officer” og sågar konstitueret sekretær. Den 25. maj forsøgte han at udbrede budskabet om udnævnelsen af Leonard i Saint John. Samtidig skrev han et brev til den anden kandidat, Ward Chipman, hvor han tilbød betingelserne for at Lockwood kunne støtte Chipmans kandidatur. De næste fem dage optrådte Lockwood truende og voldeligt rundt omkring i Saint John og slog sig ned i regeringsbygningen, hvor han tiltrak en hob af tilhængere. Da han returnerede til sin hjemby, Fredericton, var han på randen af kollaps. På dampskibet General Smyth nedskrev han et desparat notat til Chipman, hvor han bad om at blive løst fra sine offentlige forpligtelser på grund af sygdom. Den 31. maj behandlede rådet hans tilstand med udtalelser fra de læger, der havde behandlet ham. Den næste dag opstillede Lockwood et bord på torvet i Fredericton, hvorfra han uddelte proklamationer, optrådte krigerisk overfor de sammenstimlede, før han satte sig på en hest og red rundt og affyrede pistoler, mens han erklærede sig kaldet til at overtage regeringen af provinsen. Ved mørkets frembrud blev han arresteret og indsat i fængslet i Fredericton.

 

Lockwood var kun kort tid i fængsel, de næste knap to år tilbragte han i husarrest, en forholdsvis mild straf, der hang sammen med at han blev erklæret sindssyg i de skæbnesvangre dage i maj-juni. Kort tid efter sin løsladelse vendte han sammen med sin kone tilbage til England, hvor han modtog en årlig pension på 150£ fra regeringen i New Brunswick frem til sin død i 1855. En del af de sidste år tilbragte han på sindssygehospitalet Bethnal Green i London.


Augustin Dominique Tureaud’s trængsler – og fornøjelser

I anden halvdel af 1800 og det meste af 1801 fortsatte Crescent med at krydse rundt i Caribien med henblik på at overvåge og eventuelt erobre fjendlige flådeskibe og handelsskibe.

Uddrag af Lobbs dagbog:

6. maj 1801: Position ved Grand Cayman.

Kl. 15.30 affyrede adskillige skud mod og erobrede skonnerten Nostra Signora de la Balens med kurs mod Carthagena, Columbia.

 

Også amerikanske handelsskibe led under følgerne af briternes kamp mod den fransk-spanske alliance om få kontrol over verdenshavene. Følgende hændelse kan ikke dateres nøjagtigt, men af Lobbs logbog kan den tidsfæstes til omkring oktober 1801, hvor Crescent befandt sig i farvandet vest for Jamaica og syd for Cuba – den 12. oktober pejledes øen Isla de Pines (nuværende Isla de la Juventud, Cuba) syd for Cubas vestlige ende.

 Den 14. august 1801 sejlede den franskfødte handelsmand Augustin Dominique Tureaud fra New York om bord på det amerikanske handelsskib Alert med kurs mod Vera Cruz, Mexicos vigtigste havneby på østkysten. Tureaud var født i La Rochelle i Frankrig i 1764. Det vides ikke, hvornår han forlod Frankrig, men efter at en kærlighedsaffære havde bragt ham i vanskeligheder, blev han af faderen sendt til Haiti (daværende Santo Domingo) for at være bestyrer på en sukkerplantage. Her overlevede han i 1793 et voldsomt slaveoprør, der var en del af de haitianske slavers frihedskamp. En kvindelig slave hjalp ham med at undslippe til havs – med Tureauds franske eskapade in mente kunne man godt forledes til at tro der var mere end et almindeligt herre-slave-forhold mellem de to. Han drev rundt i en åben båd i nogle dage, indtil han blev samlet op af et større fartøj.  Han kom blandt 1000 andre flygtninge til Philadelphia på USA’s østkyst – han overlevede også at der blandt disse flygtninge var udbrudt gul feber, som de dermed bragte med til Amerika.

Tureauds rejse mellem New York og Mexico foregik om bord på Alert som såkaldt supercargo – han havde selv økonomiske interesser i lasten og stod til at tjene en betydelig procentdel, når rejsen var gennemført og varerne leveret til køberne. Knap en måned efter afrejsen blev Alert stoppet af Spring Bird, et britisk kaperskib.

Tureaud skrev:

”Da Spring Bird, som viste sig at være et kaperskib, kom tæt på, hejste vi det amerikanske flag og et øjeblik efter skød hun på os. Ud fra dette brutale signal antog vi at hun ville tale med os. Med det samme ændrede vi kurs for at vise at vi ikke prøvede at undgå hende. På trods af dette skød dette uforskammede kaperskib på os endnu en gang – heldigvis passerede kanonkuglen mellem vore master. Da vi ikke anede hvad motivet var for denne infame opførsel for en båd, der førte det engelske flag, strøg vi flaget og ventede på at hun skulle komme indenfor taleafstand”.

Med Spring Bird’s overfald på Alert var Tureaud’s trængsler nu først lige begyndt. Efter at være blevet beordret til Bahamas for en gennemgående inspektion af lastens indhold, blev Tureaud og hans skib frigivet for kort efter at blive generobret af et andet britisk skib, HMS Crescent. Selvom kaptajn Lobb ifølge Tureaud optrådte høfligt, beordrede han Alert til Jamaica og Tureaud adskilt fra Sisson. Turead anmodede Lobb om at få lov til at blive ombord på Alert under sejladsen til Jamaica. Lobb svarede at i så fald skulle kaptajn Sisson blive på Crescent. Da Tureaud mente at Sisson ville gøre mere gavn på Alert end han selv, besluttede han at komme om bord på fregatten.  Her blev han installeret i en sekondløjtnantens kahyt, da denne havde fået kommandoen over Richmond, et andet erobret, amerikansk skib.

Tureaud blev tilbageholdt i Kingston i næsten tre uger. Om dette skrev han:

”Da forhandlingerne om mine forretningsaffærer trak ud, benyttede jeg tiden til at opsøge mine gamle venner i Kingston. Jeg aflagde visit hos en ung dame, som jeg kendte fra Cafe Nelle. Det første besøg førte til mange andre. Efter at min kærlighedsaffære med denne charmerende dame blev mindre hektisk, fortsatte jeg med en ny erobring….. jeg følte mig tiltrukket af begge damer og det lykkedes mig at håndtere mine kærlighedsaffærer med udsøgt klogskab. Ingen af dem anede uråd om at jeg elskede med den anden”.

Efter at have betalt høje afgifter til retten i Kingston, blev han atter løsladt. Med overvindelse af et mildt udbrud af malaria samt omfattende skader på skibet, ankom Tureaud og Alert til Vera Cruz den 5. december 1801. Spanierne, der var lige så mistænksomme som briterne over for et amerikansk skib, modtog ham med kølighed. Tureaud fandt Vera Cruz endnu mere ugæstfri end Kingston og han blev øjeblikkeligt slæbt for statholderen.  Statholderen beordrede Tureauds skib ud af havnen uden at Tureaud havde tid til at sælge lasten og få fortjenesten med sig. For at gøre ondt værre blev han nægtet at få forsyninger og få udført reparationer på skibet. Alert fik flere skader under en efterfølgende orkan, inden det nåede New Orleans. Tureaud overvejede en overgang at sejle til Havana for at sælge resten af lasten, men erfarede at Havana var lukket for amerikanske skibe. Turead beskrev sin nye situation i en fremmed by således:

”Jeg var tvunget til at blive at blive i New Orleans og få skaffet mig af med skibslasten som jeg med sikkerhed vil tabe penge på, handelen her i byen taget i betragtning”.

Gennem sit venskab med Faurie, en gammel bekendt, gjorde Tureaud nu alt for at sikre sin fremtid ved at blive introduceret til selskabslivet i New Orleans. Da mulighederne for social opstigning gennem giftermål var i sigte, holdt han sig på dydens smalle vej – og blev belønnet herefter.  I 1803 giftede han sig med en meget ung datter af en plantageejer og blev medejer af plantagen.  Turead var i en årrække også dommer i de lokale byretter.

 

 

Crescent som postforbindelse til England

De første tre måneder af 1802 tilbragte Crescent fortøjret i Port Royal. Den 31. marts kom Kaptajn Thompson om bord for at overtage kommandoen efter Lobb, men kom dog aldrig til at føre fregatten til havs. Den 10. april fik James Carthew kommandoen over Crescent og han blev også kaptajnen, der sejlede fregatten tilbage til England.

Uddrag af Lady Nugents journal:

5. juli 1802

Kopierede forsendelser for General Nugent fra 5 til lidt i 9 og glædede mig over at kunne være til nytte.  Oberst Ramsay og et selskab til morgenmad; lige så snart de var taget af sted, skrev jeg igen, ikke kun mine egne breve, men hjalp med at kopiere min kære Nugent’s. Mr. Cumbert og Mr. Lindo kom for at diskutere forretninger, sidstnævnte om at låne penge til franskmændene i Santo Domingo. Fik afskibet vore forsendelser med fregatten Crescent under kaptajn Carthew.

 

 Inden afrejsen den 6. juli modtog han pakker med officiel post fra den ledende engelske officer på Jamaica, General Nugent.  For de oversøiske kolonier var det af afgørende betydning at man kunne sende post med flådens skibe. Al post blev kopieret og sendt med forskellige skibe i flere omgange, da det var almindeligt at post blev konfiskeret og grundigt gennemlæst ved overfald fra fjendens skibe. Til at assistere sig med kopiskrivningen havde generalen sin kone, et arbejde som tilsyneladende var med til at udfylde tiden for hende.

Det kan umiddelbart undre at englændere skulle overveje at støtte franskmænd økonomisk, men disse franskmænd var royalister og dermed loyale over for den engelske konge. Caribien rummede ydermere en fjende, der kunne true begge kolonimagter. Siden Tureaud havde været vidne til det første alvorlige slaveoprør på Santo Domingo (Haiti), havde oprørerne under den frigivne slave Touissaint L’Ouverture taget magten. I januar 1802 landede franske tropper under ledelse af General Leclerc, Napoleons svoger. Touissaint blev lokket i en fælde og taget til fange. Dette løste imidlertid ikke problemerne på øen. Samtidig med at gul feber brød ud blandt de franske tropper (i Lady Nugent’s journal citeres den franske kaptajn Lebrun for at hele 14.000 soldater døde af feberen), medførte Napoleons’s beslutning om genindførelse af slaveri på Guadaloupe at slaverne på Santo Domingo atter lavede oprør. Franskmændene manglede forsyninger og Leclerc sendte jævnligt officerer til Kingston for at bede om lån hos engelske handelsfolk.

Det lykkedes i øvrigt aldrig franskmændene at knuse slavernes oprør – spaniernes og britternes forsøg på at udnytte kaos til at erobre endnu en koloni mislykkedes også trods overlegenhed i antallet af soldater, og i 1804 blev Haiti, den første løsrevne koloni, en realitet.

 

Uddrag af Carthews logbog:

6 juli:

Afsejling fra Port Royal

 

16. juli:

Moro Castle, Havanna

 

27. juli:

Pejlet Bermuda

 

28. juli-7. august:

Drivende uden vind ved Azorerne

 

19. august:

Ankommet til Plymouth

 

Crescent’s sejlads over Atlanten foregik tilsyneladende uden nævneværdige episoder, og i slutningen af august var skibet tilbage i England, hvor det kom i dok ved Chatham Dockyards ved Themsens munding indtil 1803. Med en sejltid på 6 uger var det en hurtig sejlads over Atlanten – normalt beregnedes 6-8 uger.