Mindetavler for Saumarez, St. Peter Port, Guernsey

Saumarez gravsted på Guernsey

1803-1808 - i Kanal- og Nordsøflåden

1803-1807 blev en forholdsvis rolig periode i Kanalegnene. Med den spansk-franske flådes nederlag til Nelson’s flåde ved Trafalgar i 1805 forsvandt nok endeligt Napoleon’s chancer for at invadere Storbritannien. Det blev også en rolig periode for Crescent – først under Lord William Stuarts kommando og senere atter under kaptajn Carthew. En stor del af tiden befandt fregatten sig sammen med andre skibe i Kanalflåden ud for den hollandske havneby Vliessingen, som Napoleon havde udvalgt som en af de vigtigste fæstninger i hans bestræbelser på at knække englænderne gennem handelsblokaden af Vliessingen, blandt andet ved at ekspropriere al engelsk ejendom – i 1807 var byen reelt på franske hænder. Først i 1809 blev det for meget for englænderne, der i juli belejrede og senere bombarderede byen i et omfang, der tålte sammenligning med bombardementet af København i 1807. Den lokale kommandant, general Monnet overgav sig i august.

Der var dog andre genvordigheder end franskmænd at slås med. I Naval Chronicle, der var et månedligt magasin, der udkom i perioden 1799-1818 og indeholdt nyheder, biografier og essays om livet på havet og i flåden, kunne man i 1804 læse følgende:

”I mellemtiden, hvad er status for skibenes mandskaber? Ud over at være plaget af udkigsopgaver døgnet rundt og de øvrige daglige pligter, er antallet af syge øget til et alarmerende niveau, så meget at det har været nødvendigt at beordre flådens hospitalsinspektør, dr. Baird til med alle midler at tage hånd om denne meget alvorlige og eksalerende situation. På Crescent, en af vore fregatter i Nordsøen, har 36 besætningsmedlemmer været ramt af skørbugen (sea-scurvy)”.

Det fremgår ikke af artiklen eller af andre kilder hvor alvorligt sygdommen hærgede på Crescent.  Den engelske flåde var ellers begyndt at få bugt med skørbugen, søfartens svøbe gennem mange hundrede år. I 1795 indførte Royal Navy forebyggelse mod sygdommen med indtagelse af citronsaft. Allerede i 1747 lavede den skotske skibslæge James Lind sammenlignende lægemiddelforsøg på en fregat, der blev ramt af skørbug under et længerevarende togt i Kanalen. Mens den ene halvdel af de syge fik et dagligt tilskud af henholdsvis citronsaft, æblevin, eddike, fortyndet svovlsyre eller mundskyllevæske, mens den anden halvdel måtte nøjes med den vanlige kost – matroserne i den første halvdel bedredes efter få dage, mens de øvrige blev dårligere – citronsaften havde vist sin virkning. Lind offentliggjorde sine resultater i 1753, hvor han også slog til lyd for rent, varmt og tørt tøj, bedre hygiejne og rent drikkevand. Lind var dog blot kirurg i modsætning til de universitetsuddannede professorer i flådens øverste medicinske myndighed, og de havde andre teorier om skørbugens årsager. Det var blandt andet denne myndigheds stædighed, og sikkert også den almindelige træghed overfor ændringerne og forbedringer i flåden, der gjorde at der skulle gå endnu 50 år, før citronsaften blev indført som skørbugsprofylakse. Linds lærebog i søfartsmedicin blev dog til en vis grad udbredt blandt fremsynede kaptajner. Da James Cook gennemførte sin verdensomsejling i 1768-71 ombord på Endeavour, fulgte han mange af Linds råd og mistede således ingen besætningsmedlemmer til skørbugen. På grund af de lange strækninger kunne citrusfrugter ikke anvendes på Endeavour, da de ikke kunne holdes friske. I stedet brugtes surkål, som kunne medbringes i lage i tønder. Desuden indførte Cook streng hygiejne – og nok så vigtigt et forbud mod at spise fedtstoffet fra de store kobbergryder. Dette virkede – uden at Cook kendte den reelle forklaring: Fedtstoffet irriterede tarmene og forhindrede ordentlig optagelse af vitaminer, herunder det mod skørbug afgørende c-vitamin.

Blandt denne periodes andre nævneværdige begivenheder er fregatten Niobe’s erobring af den franske korvet La Neargue i marts 1806. Ved denne aktion blev Crescent’s nye kommanderende, Kaptajn Carthew, beordret af Admiral Earl of St. Vincent til at tage de franske fanger ombord og lede den franske prise ind til Plymouth, hvor Crescent var på vej til for at gennemgå en omfattende reparation.

 

1808-1809 – en usædvanligt tidlig og kold vinter

 Hvor der var forholdvis roligt i Kanalen, fik den engelske flåde ekstra fokus på Østersøen efter erobringen af den danske flåde i 1807. Storbritannien var stærkt afhængig af handlen i Østersøen med bl.a. tovværk, tjære og træ til flåden. På baggrund af efterretningerne om den russiske zars planer om at invadere Sverige, besluttedes at sende en flådestyrke til Østersøen for med admiralitetets egne ord at tilintetgøre den russiske flåde og yde beskyttelse til majestætens allierede, den svenske konge, Gustav den Fjerde. James Saumarez blev udpeget til at lede styrken bestående af 16 linieskibe, fregatter og slupper, i alt 62 skibe. Victory, der havde været i dok siden slaget ved Trafalgar, blev Saumarez’ flagskib, og flådestyrken nåede farvandet ud for Göteborg i april 1808. I maj måned ankom 10.000 landsoldater, som skulle beskytte Sverige mod franske og spanske landtropper. Samtidig belejrede og indtog Rusland finske havnebyer, og i sidste ende erobrede Rusland Finland fra Sverige.

 James Saumarez var klar over at truslerne om invasion af Sverige skulle afværges i løbet af sommeren, inden vinterkulde og is ville tvinge flådestyrken ud af Østersøen. Sidst på sommeren opdagede en fælles engelsk-svensk flådestyrke at en russisk flådestyrke lå samlet ved Rogervik ud for Estland. Flere forsøg på angreb mislykkedes og i løbet af september ramtes de svenske skibe af skørbug, der slog mange søfolk ihjel. Engelsk assistance i form af levering af citroner til forebyggelse af sygdommen kom for sent. Sidst i september forlod den fælles flåde farvandet og ankrede op ved Karlskrona den 9. oktober. Saumarez forlod Karlskrona den 25. oktober og ankom til Göteborg den 29. november, hvor han var beskæftiget med at beskytte de handelsskibe, der gjorde klar til at forlade Østersøen og Kattegat, der var begyndt at fryse til.

Vinteren 1808-1809 var vitterligt særdeles kold – og tidligt på færde.  Danske isvintre begynder sjældent før nytår, idet havet har ophobet så meget energi at det tager meget lang tid for temperaturen at komme ned på frysepunktet. Når det endelig sker, hænger det sammen med store kuldefrembrud, hvor klimaet, ofte allerede i november, bliver ”asiatisk”. Dette var tilfældet i flere af vintrene under Anden Verdenskrig, men også flere gange i starten af 1800-tallet. I starten af december 1808 var HMS Proselyte stationeret ved Anholt, hvor den virkede som fyrskib, da den danske konge havde beordret de danske fyr slukket. Den 5. december om morgenen havde isen pakket sig tæt om skibet, der blev skubbet ind mod øen. Til sidst blev skibet knust mod revet og kaptajn Lyford ledede sin besætning over isen og ind på øen.

Den skotske præst James MacDonald, der strandede med et privatskib ved Skagen den 20. november, fik også vinteren at mærke. Sammen med de andre ombordværende blev han en uges tid efter ført til Aalborg som krigsfange. Turen ned til Aalbæk foregik langs stranden, og her fik han endnu et indblik i Jyllands forræderiske kyst – han talte 33 skibsvrag. Under opholdetmi Aalborg skrev han den 9. december i sin dagbog:

”Havnen her har været helt tilfrosset siden den 3. dennes og Folk siger, at det samme er Tilfælde langs kysterne af Norge, Sverige og det øvrige Danmark. Frosten her er begyndt fem uger tidligere end sædvanlig og med en Kuldegrad, der ikke har været kjendt her i de sidste Hundrede Aar….Isen er allerede mange Steder 8-14 Tommer tyk, og paa denne Havarm, hvor der er stærk Strøm og Saltvand, kjøre belæssede Vogne i alle Retninger. Kulden er meget stærkere end jeg nogensinde har oplevet på de britiske Øer”.

Den tidlige vinter ramte også den engelske flådestyrke, der lå ud for Göteborg. Skibe, der ankom til England fra Østersøen og Kattegat, medbragte skriftlige forespørgsler om at få leveret tøj og tæpper, så mandskabet kunne klare vinterens strabadser. Som Admiralitetets førstesekretær var William Wellesley-Pole, 3. Jarl af Mornington, travlt beskæftiget med at tilvejebringe de ønskede forsyninger og få dem sejlet til Sverige. Jarlen, der var født i 1763, havde efter studierne på Eton sejlet på en fregat i flåden i fire år. Derefter lod han de andre stå til søs og fik en lang politisk karriere. I 1783 blev han konservativt parlamentsmedlem.

William Wellesley Pole modtog på vegne af Admiralitetet et brev fra tre arbejdere på flådens lager i Yarmouth:

                                                                                                                    Navy Office, 2. december 1808

Sir,

Det er vores ønske at De vil meddele Admiralitetet at det udfra beretninger modtaget fra flådekontoret i Yarmouth at næsten halvdelen af den ekstra beholdning af sømandstøj og sengetøj, som var fremsendt til Yarmouth for at blive sendt til Göteborg til brug for eskadren i Østersøen sammen med en del af tovværket, såvel som både ankeret beregnet til slupperne, der ligger for anker ud for Skagen, er blevet sendt om bord på Crescent ved Yarmouth, selvom den sejlede fra Sheerness uden hængekøjerne og sengene, på trods af at officererne havde fået ordre om at laste dem på skibet. Ud fra denne omstændighed kan tonnagen af gods samt tøj til eskadren i Østersøen, højest udgøre 120 tons. Vi forespørger derfor Admiralitetet om det er nødvendigt at sende Dolphin til Göteborg eller om det ville være bedre at benytte den næstkommende lejlighed til at sende det resterende gods med et af kongens skibe fra Yarmouth; i så fald skal vi beordre den resterende del, der ligger i Sheerness, afsejlet til Yarmouth med dette formål.

                                                          Vi er Deres ydmyge tjenere

                                                                             Seatie

                                                                           Thomson

                                                                           Hamilton

 

Som kaptajn på sejladsen fra Yarmouth til Göteborg, skulle John Temple blive den sidste, der havde kommandoen over Crescent. Hans fødselsår er ikke kendt, men han blev løjtnant i flåden i september 1790. I 1796 blev han udnævnt til kaptajn på HMS Bonetta, stationeret i Halifax på Newfoundland, hvorfra han returnerede til England i december. I september 1799 fik han kommandoen over briggen HMS Jalouse i Nordsøflåden. Her fra stammer dette brev:

                                                                 HMS Jalouse, til havs, den 30. november 1799

Deres Excellence

I går havde jeg det store held at antræffe det privatskib, som Deres Excellence sendte mig ud for at finde, og efter en jagt på fem timer, erobrede jeg det – en ny, kobberforhudet lugger med 14 kanoner og 60 mand, kaldet Fantaisie, af Dunkirk, og havde dagen før taget fire kulbåde med last, tæt på Flamborough Head. Jeg besluttede at sejle mod Oostende, og i dag generobrede jeg Sally af Lynn, en af hendes priser – jeg har håb om at antræffe de andre. Jeg føler stor glæde ved at have reddet fire bådførere og 35 mand fra den franske prisons rædsler. Luggeren er nyligt istandsat med fine dæk, prissat til 2600 £ sterling og jeg anser det for velegnet til at tjene Majestæten.

                                                                                                                                                 John Temple

Perioden 1800-1803 var generelt en rolig periode for Royal Navy, og John Temple oplevede som mange andre søofficerer med rang som løjtnant og derover at komme på ventepenge, hvis de ikke havde kommandoen over et skib eller andre tidsbegrænsede udnævnelser som havnekaptajn eller lignende. Ventepenge udgjorde omkring halvdelen af den ordinære løn.

I sommeren 1803 blev han kaptajn på fregatten Imperieuse. Han afmønstrede denne i marts 1804. Det kunne se ud som en forfremmelse da han blev udnævnt til kaptajn på linjeskibet Saint Albans, et ældre skib fra 1764, der imidlertid blev rangeret til unrated floating battery – et flydende kanonbatteri. I 1806 fik han kommandoen over linjeskibet Malabar, der fungerede som lagerskib, frem til starten af 1807, hvor skibet blev istandsat for at gøre tjeneste udfor River Plate i Argentina. I juli 1808 var han tilbage i England, hvor Malabar atter blev rigget til lagerskib. Crescent blev det næste skib, han skulle føre.

Man kan kun gisne om Temple ville have foretrukket at være på ventepenge fremfor at skulle krydse Nordsøen i november-december. Det er kendt at forsyningssejlads ikke var synderligt eftertragtet blandt fregatkaptajnerne, blandt andet fordi det indebar at levende dyr ofte var en del af forsyningerne, hvilket yderligere forværrede stanken ombord. Desuden var sejlads i Nordsøen på denne årstid en yderst kold affære, hvor gigt og luftvejssygdomme hærgede, og kulde og is medførte større risiko for faldulykker fra masterne.

Omstændighederne omkring Crescent’s sidste sejlads er grundigt undersøgt og beskrevet af Nielsen (2009) med vidneberetninger fra to af de overlevende officerer, løjtnant John Weaver fra The Royal Marines og styrmand Nelson Williamson, ved rettergangen i Sheerness i marts 1809 som de vigtigste kilder. Af mønstringsprotokollen fremgår at Temple havde kommandoen over 22 officerer fra Royal Navy og 2 fra Royal Marines, 2 lodser samt 245 øvrige besætningsmedlemmer. Desuden 6 kvinder, 1 barn og 1 passager. Det var ikke usædvanligt at kaptajnen kunne tillade at medbringe passagerer – ganske ofte officersfruer, der havde ønske om at besøge en udstationeret ægtemand, men det kan alligevel undre at der var nogen, der frivilligt ville tage turen over Nordsøen på den vejrmæssigt værste tid af året – og på et tidspunkt, hvor Østersøflåden og besætningerne var forventet at vende tilbage til England for at overvintre.

Fra afsejlingen i Great Yarmouth fulgte Crescent den gængse kurs ved sejlads fra Nordsøen ind i Østersøen: For at undgå det frygtede Skagens Rev, stak man en kurs mod Lindesnes, Norges sydligste punkt og herfra en kurs mod ØSØ. De første dage var man begunstiget af sydvestlig og senere sydøstlig vind. Den 2. december, hvor fregatten nåede Lindesnes om eftermiddagen, sprang vinden i øst, hvilket betød at skibet et par dage sejlede mod syd, indtil de nåede Jyske Rev ud for Jyllands vestkyst. Her lavede skibet en kovending og ved daggry den 5. december kunne Norges sydkyst atter ses. Vinden drejede igen om  i vest og kursen blev  sat mod øst..

Om eftermiddagen loddedes 25 favne på Jyllands kyst – en time senere 18 favne og efter endnu en time 13 favne. Lodserne meldte at de vidste, hvor de var og at kursen mod syd kunne holdes – også selvom de nu kun var på 10 favnes dybde – de mente nemlig at Crescent havde rundet Skagen. Lodserne havde derimod fejlvurderet fremdrift og afdrift, og kl.10 om aftenen gik Crescent på grund. Straks beordredes bådene i vandet i forsøg på at slæbe Crescent fri, hvilket besværliggjordes af at vinden var sprunget om i nordvest, og nogle af bådene blev drevet mod land og folkene på fregatten tabte besætningerne af syne. For at gøre skibet lettere lod man først bovankret gå og senere kastede man kanoner, kanonkugler, drikkevand og proviant over bord, men skibet tog nu så meget vand ind at det heller ikke nyttede at pumpe. Da ankertrossen brast, skønnedes det ikke længere muligt at redde skibet.

 Om morgenen den 6. december begyndte man at kappe stormasten og senere formasten og mesanen. Bådene, der var i vandet, var taget af strømmen og kunne ikke komme tilbage til skibet, så de søgte mod land, hvilket nogle nåede, mens mandskabet på den hvide kutter druknede. Efter 14 timers hårdt arbejde belønnede Temple de tilbageværende med udskænkning af rom. Over middag byggedes en flåde, der udover de syge bemandedes med et par officerer under kommando af John Weaver fra Royal Marines. 20 mand nåede ind til kysten med flåden, men heraf var 7 omkomne. Senere blev en jolle sat i vandet under styrmand Nelson Williamsons kommando som et sidste forsøg på at redde så mange liv som muligt. Her skulle 21 ud af de 28 omværende have reddet livet. Kort efter splintredes skibet og de sidst ombordværende omkom, heriblandt John Temple og en ung kadet som nægtede at forlade skibet. 220 omkom ved forliset, heraf blev 33 begravet ved Mårup Kirke.

Nogle dage senere blev de overlevende ført fra Lønstrup til Aalborg. James Macdonald beskrev sit møde med de overlevende (i Bobés oversættelse):

                                                                                                                    Aalborg, 9. december 1808.

Gaardsdagens Rygter ere desværre kun altfor sørgeligt stedfæstede. ”The Crescent”, en fregat på 36 kanoner og 274 mand, gik under den 5. dennes ved Lønstrup, 30-40 Mile for Aallborg. Kaptejnen Mr. Temple, 3 Lieutenanter, 8 Kadetter og anden Marinelieutenant med 220 mand og 6 kvinder ere omkomne. Første Marinelieutenant, Navigatøren, 4 Kadetter, Baadsmanden og omtrent 50 Matroser og Marinesoldater ere ankomne hertil i den ynkeligste Forfatning. Skulde en Fremmed danne sig en Mening om engelske Soldater og Matroser ved at se dem marschere som Fanger gennem Fjendens Land, vilde han faa en meget fejlagtig Forestilling om deres Udseende hjemme. Aldrig saa man en mere elendig Skare af menneskelige Væsener end de sørgelige Rester af ”The Crescent’s” stolte besætning. Nogle af dem havde hverken Hat paa hovedet eller Sko paa fødderne. Nogle havde én støvle, andre én Sko, nogle gik med deres egne Trøjer, andre med danske trøjer eller Kapper, som bønderne havde laant dem af Medlidenhed. Alle saa de meget magre, udtærede og sammensunkene ud. Man skulde have troet, at en af deres nuværende Bevogtere var lige saa stærk som 4 af dem nu, og at et halvt Dusin Danske kunne have drevet dem alle 50 Mand ud i Havet. Jeg maa tilstaa, at jeg følte mig ligesaa meget ydmyget som bedrøvet ved Synet af dem. Hele Befolkningen i Aalborg var paa Gaderne, da de passerede, og det skal siges til deres Ære, at der ikke hørtes et eneste hadsk Ord eller nogen simpel ytring. Dette geraader dem til desto større Ære, fordi de ere meget oprevne paa os efter Kjøbenhavns Bombardement og Tabet af Flaaden, og fordi deres Regjering gør alt, hvad der staar i dens Magt for at opelske og forøge Nationalhadet. Folkene bleve under Bevogtning sendte til et stort Hus, der nu tjener som Fængsel, og Officererne bleve indkvarterede i 3 huse i Byen med en Soldat som Skildvagt ved Døren til deres værelser. To Kadetter bleve indkvarterede her i Huset, fordi Værtindens Søn, efter hvad han sagde til mig, kunde være disse stakkels Mennesker til Nytte med sine Tyske Kundskaber….

Crescent’s Forlis vil, frygter jeg, vise sig at være et alvorligt Tab for vort Land; thi Skibene i Østersøen og Kattegat ere ifølge alle Beretninger i stort Bekneb for de Artikler, Skibet havde om Bord, og sandsynligvis vil dens Skæbne ikke blive tidsnok bekjendt i England til at de mest ødelæggende Følger for mange af vores Skibe i denne haarde Vinter kunde forebygges.

Senere blev de fleste af søfolkene ført til Nyborg og overgivet til englænderne. Officererne blev ført til København og i januar overgivet til englænderne i Helsingborg. I Naval Chronicle fra januar 1809 kunne man læse:

Det følgende er et uddrag af et brev modtaget i Portsmouth fra Thomas Mason, forhenværende sekretær på HMS Crescent og i tjeneste under skibets triste forlis. Vi publicerer dette af hensyn til venner af de overlevende og for at give udtryk for den forfærdelige tilstand mange må være i efter denne begivenhed.

”Den 5. i sidste måned gik vi på grund på Jyllands kyst, nær Robsnout (Rubjerg Knude) og forliste totalt med tabet af 220 mand. 60 overlevende blev reddet; de fleste på en tømmerflåde, resten i en jolle”…”Vi er blevet overflyttet fra Rubjerg Knude til Aalborg i hestevogne, ca. 32 miles. Ind til nu er vi blevet behandlet særdeles godt – forventer snart at blive frigivet.”

Det står ikke klart, hvornår nyheden om forliset nåede tilbage til England.  Wellesley-Pole’s brev til Admiralitetet løfter lidt af sløret:

                                                                                                                    Navy Office, 9. januar 1809

Kontoret modtager hyppigt forespørgsler fra familiemedlemmer og venner til sømændene ombord på Crescent for at få informationer om disses skæbne som følge af skibets forlis.

Vi anmoder Dem om at tilskynde Admiralitetet til hurtigst muligt efter modtagelsen at at viderebringe informationen der gør det muligt for os at besvare deres forespørgsler.

Deres ærefulde Wellesley-Pole

 

Ved krigsretten i Sheerness mente retten at ”tabet af Crescent skete på grund af navigatørernes uvidenhed og forsømmelse, og at skibsføreren måtte påtage sig skylden for at han ikke anbefalede at kaptajnen eller navigatørerne enten at ligge for anker eller tage en anden beslutning for at sikre Crescent”. Retten var ydermere af den opfattelse ”at den resterende del af officererne og besætningen gjorde deres yderste for at sikre Crescent”. Alt tyder på at lodserne havde undervurderet afstanden mellem Lindesnes og Skagen og derfor troede at Skagen var passeret. Der er dog mange ting, der også kan tale for deres forsvar. Den sikreste positionsbestemmelse på dette tidspunkt var landkending, men navnlig den sidste del af sejladsen foregik i kraftig blæst og dårlig sigt, og således havde man stort kun skøn over kurs og fremdrift kombineret med lodning af dybden at holde sig til, hvilket også måtte være temmelig usikkert i sejlads i dårligt vejr og på høje bølger. Fastlæggelse af længde- og breddegrad blev på dette tidspunkt primært brugt på sejlads mellem kontinenterne. Selvom kronometret, det vejrbestandige ur, der kunne fastsætte det præcise tidspunkt på positionen og dermed beregne længdegraden, var opfundet i anden halvdel af 1700-tallet, blev det først standardudstyr i den engelske flåde i 1820’erne!

 

Tiden efter Crescent’s forlis

Den 3. december 1808 afsejlede James Saumarez fra Göteborg og ankom til the Downs ved indsejlingen til Themsen den 8. december, hvor han aflagde rapport om situationen i Østersøen til Admiralitetet i London. Det er således ikke utænkeligt at Saumarez om bord på Victory har krydset Crescent et sted i Skagerrak eller i Nordsøen. Det fremgår ikke af Saumarez’ korrespondance, hvornår han hørte om skæbnen for Crescent, det skib, hvor han 15 år forinden med erobringen af La Reunion havde lagt grunden til sin berømmelse.

Saumarez fortsatte som chef for Østersøflåden og tilbragte således de næste fire somre i Østersøen – afbrudt af vinterophold hjemme, når vejrforholdene bød flåden at returnere. Frem til Napoleons invasion af Rusland i juni 1812 var en af de største begivenheder julestormen i december i 1811, hvor Østersøflåden i sit forsøg på at komme igennem Skagerrak førte til forlis af de to linieskibe St. George og Defence ved Jyllands vestkyst og nogle dage senere forliste også Hero ud for den hollandske vadehavs ø Texel – disse forlis kostede 2000 mand livet og udgør dermed et af de største tab i Royal Navy’s historie. Saumarez havde forladt Østersøen kort forinden med en anden konvoj.

Saumarez forlod endeligt Østersøen i november 1812 og kort efter strandede Napoleons soldater i den russiske vinter, og dermed var behovet for Østersøflådens tilstedeværelse mere af begrænset omfang. Saumarez modtog flere hædersbevisninger fra Sverige for sin indsats. Senest i 1975 opsattes under den svenske konges og Jarl Mountbattens tilstedeværelse en mindeplade for Saumarez’ indsats på Rådhuset i Göteborg. Teksten på mindepladen rummer et citat fra den svenske baron Von Platen, der i et brev til Saumarez den 22. september 1808 skrev:” Vi kan ikke nægte at vi i høj grad er Dem skyldig at vi stadig eksisterer som en stat”.

Saumarez forblev i flåden frem til 1827, hvor han blev pensioneret, men blev efterfølgende udnævnt til Admiral of the Red, den højeste rang i Royal Navy. Med freden i 1815 var hans opgaver af mere administrativ karakter – ligesom udnævnelserne til henholdsvis Vice-Admiral of the United Kingdom i 1819 og Rear-admiral of the United Kingdom i 1821 var ærestitler – begge overtog han i øvrigt fra William Young, Crescent’s første kaptajn – sidstnævnte titel arvede Saumarez efter Youngs død. Saumarez brugte derefter en stor del af sin tid på velgørenhedsarbejde, fortrinsvis på Guernsey, hvor han blandt andet gjorde en stor indsats for at forbedre og udvikle skolevæsenet. I oktober 1836 døde han 79 år gammel.

Saumarez’ eftermæle

Som så mange andre ledende engelske søofficerer under napoleonskrigene kom også Saumarez til at stå i skyggen af Nelson. De to var blandt andet sammen ved Slaget ved Cape St. Vincent (1797) og Slaget ved Nilen (1798), hvor Nelson havde kommandoen og Saumarez var næstkommanderende, men de kom ikke særligt godt ud af det med hinanden – de var på høflig talefod, men Nelson brød sig ikke om Saumarez’ indadvendte personlighed – til gengæld mente Saumarez at Nelson tog for mange chancer og dermed satte mange mænds liv på spil.  Ved flere lejligheder så Nelson bort fra Saumarez, når der skulle vælges næstkommanderende officerer. Mens Saumarez på grund af sin pligtopfyldende adfærd var ”firmaets” mand, var Nelson hadet af mange i flådens ledelse for sin fandenivoldskhed – og sin store popularitet i befolkningen. Desuden var Saumarez stærkt bibeltro og for ham var religionen ikke kun et personligt anliggende. I 1800, hvor han var utilfreds med at der var mange skibe der ikke afholdt den ugentlige søndagsandagt, skrev han til First Lord i Admiralitetet, Jarl Spencer med forslag om at søndagsandagt blev obligatorisk på alle skibe i flåden. Saumarez skrev:

”Jeg kender ikke noget, der som ordentlig opmærksomhed over for religiøse principper, kan bidrage til at sømændene gør deres pligt”.

 I sin bog om Saumarez argumenterer David Shayer for at Saumerez’ bedrifter gjorde ham fortjent til en statsmandsbegravelse i Westminster eller St. Paul’s i London. Saumarez derimod ønskede at blive begravet kirkegården ved Castel Church midt på Guernsey, hvor hans familiegravsted findes i dag. I 1876 blev der ved årsdagen for Slaget ved Nilen opsat en 30 meter høj i St. Peter Port. Obelisken rummede fire bronzeplader: Et portræt af Saumarez, to plader indholdende hans bedrifter og den fjerde plade viser Crescent’s møde med de franske flådefartøjer i juni 1794. Obelisken blev ødelagt af tyske tropper i 1943. Mindepladerne findes i dag på museet på Castle Cornet i St. Peter Port.

 

På falderebet

Admiralitetets træghed overfor at træffe nødvendige beslutninger, der grundlæggende kunne forbedre flådefartøjernes navigationsmuligheder og dermed øge besætningernes sikkerhed og chancer for at overleve, var ikke et enkeltstående eksempel. Det viser denne bekendtgørelse fra flåden i 1849. For at sætte trægheden i relief mindes her om at James Saumarez døde som 79-årig i 1836.

                                                                                                                    Admiralty Office, 25. januar 1849

Flådemedaljerne, der er fremstillet i henhold til Hendes Majestæts nådefulde ordre, er nu klar til fordeling. Fordringshavere som officerer, sømænd og marinere samt soldater, der tjente som marinere samt andre, der tjente på nogle af de nedennævnte skibe samt i de specificerede aktioner, kan oplyse deres navne til pensionskontorerne i det distrikt i det forenede kongedømme, som de er hjemmehørende i. Distrikterne vil fremsende lister over ansøgere til Admiralitetet den 1. og den 15. i hver måned…..

…..Det kræves af alle ansøgere at de gør det klar for udstedelsesofficeren at de ikke kommer på vegne af afdøde sømænd og marinere….

                                                          Efter ordre fra Deres Excellencer

                                                                                       W.A.B Hamilton

 

Her følger listen over de specificerede skibe og kampe, der er baggrunden for Hendes Majestæts nådefulde ordre og i overensstemmelse med instruktionerne fra Admiralitetet……. (uddrag)

 

Dato

Skibe med dokumenterede krav

Medaljegivende aktion

1793

 

 

18. juni

Nymphe – Kaptajn Edward Pellew

Erobring af den franske fregat Cleopatre

23. oktober

Crescent – Kaptajn James Saumarez

Erobring af den franske fregat La Reunion

 

 

John O’Donnel in Memoriam

Den engelske præst Thomas Maurice, der levede 1754-1824, var en alsidig mand. Ud over præstegerningen havde han stor interesse for historie og udgav et stort værk om indiske antikviteter. Ydermere var han en ivrig poet og fik udgivet mange digte, bl.a. nedenstående digt fra 1809, som er en hyldest til 16-årige John O’Donnel, en af de unge kadetter, der omkom ved Crescent’s forlis.

Ved John O’Donnel’s død, en ung mand på 16 år som ved Crescents forlis den 5. december i Nordsøen, under kaptajn John Temple, beslutsomt nægtede at efterlade kaptajnen, hans ven og patron, trods skyndet til at benytte muligheden, og gik ned med skibet.

 

Extinguish’ d hope his ship a mighty wreck

Undaunted Temple scorns to quit his deck

Scorns - though each billow yawns an op’ning grave -

To quit the sacred charge his country gave

While mountain billows dash their foam around

And from the rocks the shatter’d planks rebound

While the pale mariners, - a ghastly band!

Strain ev’ ry nerve to gain th’ inviting strand

Lo! one bold youth on Fate's tremendous verge

Impell’ d by friendship braves th’ advancing surge ;

Displays the dauntless breast where Honour burns

And Death's accumulated horrors spurns

By the strong chain of warm affection bound

They sink together in the dread profound

But only sink on happier shores to rise

Where never storms obscure the cloudless skies

Through seas of purer azure cleave their way

And bathe for ever in the fount of Day!